Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats Kapitel 22

Denne konsoliderede version af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 548 af 7. maj 2019,
jf. lovbekendtgørelse nr. 280 af 1. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 1654 af 30. december 2024, lov nr. 1655 af 30. december 2024, lov nr. 1657 af 30. december 2024 og lov nr. 1687 af 30. december 2024

Kapitel 22 1 Jobrotation
§ 149

Private og offentlige arbejdsgivere har ret til at få udbetalt en jobrotationsydelse, når en beskæftiget midlertidigt deltager i efteruddannelse og der i uddannelsesperioden ansættes en person som vikar for den beskæftigede.

Beskæftigede og efteruddannelsen
§ 150

Det er en betingelse for, at arbejdsgiveren kan få udbetalt jobrotationsydelse, at den beskæftigede, der deltager i efteruddannelse,

  • 1) ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en kandidatuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de seneste 5 år,

  • 2) ikke deltager i en erhvervsuddannelse i henhold til lov om erhvervsuddannelser eller lov om maritime uddannelser eller en uddannelse, der efter beslutning truffet af bestyrelsen for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan sidestilles med en erhvervsuddannelse,

  • 3) har været i ordinær ansættelse hos arbejdsgiveren i mindst 3 måneder umiddelbart forud for uddannelsens begyndelse og

  • 4) modtager sædvanlig løn fra arbejdsgiveren i uddannelsesperioden.

Stk. 2 Arbejdsgiveren afgør, hvilke offentlige eller privat udbudte uddannelser der kan indgå i en jobrotation, og betaler udgiften til private uddannelser og uddannelser med brugerbetaling.

Vikarer
§ 151

Det er en betingelse for, at arbejdsgiveren kan få udbetalt jobrotationsydelse, at den person, der ansættes som vikar, er omfattet af § 6, nr. 1-5, er omfattet af § 6, nr. 6 eller 7, og ikke er i job eller driver selvstændig virksomhed, er omfattet af § 6, nr. 8, er omfattet af § 6, nr. 9, og modtager ledighedsydelse eller er omfattet af et program efter integrationsloven og modtager kontanthjælp efter § 16, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, og at personen i en forudgående periode på mindst 6 måneder før ansættelsen har modtaget visse offentlige forsørgelsesydelser m.v., jf. regler fastsat i medfør af § 10, stk. 2.

Stk. 2 Vikaren skal være ansat mindst 10 timer om ugen og kan højst være ansat i en periode på 6 måneder. Vikaren skal ansættes i samme eller tilsvarende jobfunktion som den beskæftigede, der deltager i efteruddannelse.

Stk. 3 Personer omfattet af § 6, nr. 2-5, har ret til at indgå som vikar i en jobrotationsordning, hvis personen selv har fundet vikariatet og betingelserne i dette kapitel i øvrigt er opfyldt. Arbejdsgiveren og personen aftaler varigheden af perioden som jobrotationsvikar, jf. dog stk. 2.

Stk. 4 En person har ikke pligt til at indgå som vikar i en jobrotationsordning.

Stk. 5 Arbejdsgiveren skal betale overenskomstmæssig løn eller den for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende løn til vikaren. Vikaren er omfattet af de for lønmodtagere gældende regler fastsat ved eller i henhold til lov eller ved kollektiv overenskomst m.v.

Stk. 6 Arbejde som vikar i forbindelse med jobrotation medregnes ikke ved opgørelsen af indkomst- og beskæftigelseskravet efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Jobrotationsydelse
§ 152

Jobrotationsydelsen udgør 189,51 kr. (2019-niveau) for hver time, en beskæftiget er i efteruddannelse og der samtidig er ansat en vikar.

Stk. 2 Der kan ikke ydes jobrotationsydelse i følgende situationer:

  • 1) Den beskæftigede eller arbejdsgiveren modtager godtgørelse efter lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

  • 2) Arbejdsgiveren modtager anden offentlig støtte, herunder løntilskud efter kapitel 12, til de timer, den beskæftigede og vikaren deltager i jobrotation.

Bemyndigelsesbestemmelse om jobrotation
§ 153

Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om jobrotation, herunder om efteruddannelsen, som den beskæftigede deltager i, og om vikarens opgaver og forudgående tilknytning til arbejdsgiveren. Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats