Jobcenteret har til opgave at bistå private og offentlige arbejdsgivere med rekruttering af jobsøgende og formidling af ledige.
Stk. 2 Bistanden kan bl.a. bestå af, at jobcenteret gør følgende:
-
1) Vejleder arbejdsgivere om mulighederne for at etablere kontakt til jobsøgende ved f.eks. at anvende funktionerne på Jobnet for Arbejdsgivere og Workindenmark.
-
2) Understøtter målrettede og effektive match mellem arbejdsgivere og ledige.
-
3) Aftaler med en arbejdsgiver, at jobcenteret henviser en eller flere ledige til et konkret job.
-
4) Opsøger arbejdsgivere og tilbyder bistand til at udsøge og screene ledige og formidle relevante ledige.
Stk. 3 Arbejdsløshedskassen kan bistå private og offentlige arbejdsgivere med rekruttering, herunder jobformidling af egne ledige medlemmer, jf. stk. 2.
Stk. 4 En arbejdsløshedskasse kan i forbindelse med konkrete rekrutteringer til private eller offentlige arbejdsgivere efter aftale med andre arbejdsløshedskasser formidle relevante ledige medlemmer fra disse arbejdsløshedskasser. I disse tilfælde har den arbejdsløshedskasse, som varetager formidlingen, adgang til relevante oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag om de pågældende arbejdsløshedskassers medlemmer, herunder cv-oplysninger og oplysninger om medlemmets personnummer og eventuelle helbredsmæssige begrænsninger.