Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 167

Denne konsoliderede version af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 548 af 7. maj 2019,
jf. lovbekendtgørelse nr. 280 af 1. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 1654 af 30. december 2024, lov nr. 1655 af 30. december 2024, lov nr. 1657 af 30. december 2024 og lov nr. 1687 af 30. december 2024

§ 167

Med henblik på at fremme, at en person kan opnå eller fastholde aktiviteter, tilbud, ordinær uddannelse, ansættelse i fleksjob eller ordinær ansættelse, kan der gives mentorstøtte i en periode på højst 6 måneder. Personerne kan efter en konkret vurdering gives mentorstøtte i en ny periode på op til 6 måneder ved udløb af en periode.

Stk. 2 Personer omfattet af § 6, som udskrives fra psykiatrisk indlæggelse, har ret til mentorstøtte med samme formål som efter stk. 1 i op til 3 måneder forud for udskrivelsen og i en periode på mindst 6 måneder i alt.

Stk. 3 Personer omfattet af § 6, nr. 4 og 5, har ret til mentorstøtte i op til 6 måneder fra tidspunktet, hvor personen optages på en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse. Mentorstøtten gives i en periode på op til 6 måneder fra det tidspunkt, hvor personen benytter sig af retten til mentorstøtte. Perioden med mentorstøtte kan forlænges, jf. stk. 1, 2. pkt.