Lov om et loft over indtægter fra elproduktion Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 456 af 02. maj 2023

Kapitel 7 1 Kontrol
§ 19

Klima-, energi- og forsyningsministeren og told- og skatteforvaltningen varetager opgaven som kontrolmyndighed.

§ 20

Producenter, der er betalingspligtige efter § 2, har pligt til efter anmodning fra kontrolmyndigheden at indsende materiale, der kan have betydning for betalingskontrollen.

Stk. 2 Er materialet i tredjemands besiddelse, skal denne, selv om den pågældende har tilbageholdsret herover, efter anmodning udlevere materialet til kontrolmyndigheden. Kontrolmyndigheden leverer materialet tilbage til den pågældende tredjemand efter benyttelsen.

§ 21

Kontrolmyndigheden har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til lokaliteter, der tilhører producenter, der er betalingspligtige efter § 2, og til arbejdssteder uden for producenternes lokaler, dog ikke arbejdssteder, der tjener som tredjemands privatbolig eller fritidsbolig, for at gennemgå materiale, der kan have betydning for betalingskontrollen. I det omfang det nævnte materiale er registreret elektronisk, omfatter kontrolmyndighedens adgang også en elektronisk adgang hertil.

Stk. 2 Driver producenten virksomhed fra en ejendom, som også anvendes som bolig, kan kontrolmyndigheden gennemføre kontrol på ejendommen efter samme betingelser som i stk. 1.

Stk. 3 Ved kontrollen efter stk. 1 og 2 skal ejeren af virksomheden og dennes ansatte yde kontrolmyndigheden fornøden vejledning og hjælp.

Stk. 4 Politiet yder om fornødent kontrolmyndigheden bistand til gennemførelse af kontrollen efter stk. 1 og 2.

§ 22

Erhvervsdrivende skal efter kontrolmyndighedens anmodning indsende materiale, der har betydning for kontrol af navngivne producenter, der er betalingspligtige efter § 2.

Stk. 2 Kontrolmyndigheden har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos en erhvervsdrivende at foretage gennemgang på stedet af materiale som nævnt i stk. 1. Ved gennemgangen kan kontrolmyndigheden sikre sig oplysninger som nævnt i 1. pkt.

Stk. 3 Politiet yder om fornødent kontrolmyndigheden bistand til gennemførelse af kontrollen efter stk. 1 og 2.

Stk. 4 Materialet, jf. stk. 1, og indgrebet, jf. stk. 2, skal skønnes at være nødvendigt for betalingskontrollen.

Stk. 5 Pengeinstitutter, advokater og andre, der modtager midler til forvaltning eller erhvervsmæssigt udlåner penge, skal på begæring give told- og skatteforvaltningen enhver oplysning om deres økonomiske mellemværende med navngivne producenter, der er betalingspligtige efter § 2.

§ 23

Efterkommes en anmodning om oplysninger efter § 20 eller § 22, stk. 1 eller 5, ikke, kan kontrolmyndigheden give pålæg om, at oplysningerne skal indsendes inden en fastsat frist, og pålægge daglige tvangsbøder fra fristens overskridelse, og indtil pålægget efterkommes.

Stk. 2 Pålæg efter stk. 1 kan påklages til Landsskatteretten efter reglerne i § 17.

§ 24

Klima-, energi- og forsyningsministeren og told- og skatteforvaltningen kan udveksle oplysninger med hinanden, som er nødvendige for udførelsen af opgaven med administration og kontrol af indtægtsloftet.