Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 08. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 01. marts 2024

Kapitel 6 1 God skik m.v.
§ 45

Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder med dattervirksomheder, som ikke opfylder betingelserne for klassificering som små og ikke indbyrdes forbundne fondsmæglerselskaber, skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.

Stk. 2 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for fondsmæglerselskaber. Bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel Bekendtgørelse om tredjepartsbetalinger m.v.

Stk. 3 Erhvervsministeren fastsætter regler om omkostnings-, provisions-, pris- og risikooplysninger for finansielle ydelser. Bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel Bekendtgørelse om tredjepartsbetalinger m.v.

Stk. 4 Erhvervsministeren fastsætter regler om udlevering af et dokument med central investorinformation eller væsentlig investorinformation til detailinvestorer ved fondsmæglerselskabers formidling af andele i UCITS eller i en alternativ investeringsfond. Bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel

Stk. 5 Finanstilsynet kan efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne og de relevante finansielle erhvervsorganisationer udarbejde og offentliggøre retningslinjer for redelig forretningsskik og god praksis på nærmere angivne områder, der må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.

Stk. 6 Handlinger i strid med regler fastsat i medfør af stk. 2 pådrager erstatningsansvar i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.

§ 46

Erhvervsministeren fastsætter regler om kompetencekrav for ansatte i fondsmæglerselskaber, der yder rådgivning om finansielle instrumenter.

Behandling af personnummer
§ 46a

Værdipapirhandlere og fondsmæglerselskaber kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Investeringsrådgivning på uafhængigt grundlag
§ 47

Et fondsmæglerselskab, som yder investeringsrådgivning, må kun meddele kunden, at dette sker på uafhængigt grundlag, hvis der rådgives om et bredt udsnit af de finansielle instrumenter, som er på markedet, og som er forskellige med hensyn til type og udstedere eller produktudbydere, så det sikres, at kundens investeringsmål imødekommes på passende vis. De finansielle instrumenter, der rådgives om, må ikke være begrænset til finansielle instrumenter, der er udstedt eller udbudt af det pågældende fondsmæglerselskab selv eller af andre juridiske personer, der enten har snævre forbindelser med fondsmæglerselskabet eller har så tætte juridiske eller økonomiske forbindelser med fondsmæglerselskabet, at dette kan indebære en risiko for at svække det uafhængige grundlag for den ydede rådgivning.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for fondsmæglerselskaber, der rådgiver om eller er formidlere af strukturerede indlån.

Forbud mod at modtage og beholde tredjepartsbetalinger
§ 48

Et fondsmæglerselskab, som yder investeringsrådgivning på uafhængigt grundlag efter § 47, eller som udøver skønsmæssig porteføljepleje, må ikke modtage og beholde gebyrer, provisioner eller andre penge- og naturalieydelser, der betales af tredjemand eller en person, som handler på tredjemands vegne, i forbindelse med leveringen af den pågældende tjenesteydelse til fondsmæglerselskabets kunder. Modtager fondsmæglerselskabet gebyrer, provisioner eller andre penge- og naturalieydelser, skal de hurtigst muligt videregives til kunden.

Stk. 2 Stk. 1, 1. pkt., gælder ikke naturalieydelser af mindre værdi, som kan øge kvaliteten af den tjenesteydelse, der leveres til kunden, og som ikke kan forhindre det pågældende fondsmæglerselskab i at overholde sin pligt til at handle i kundens bedste interesse. Modtager og beholder et fondsmæglerselskab naturalieydelser af mindre værdi, skal dette oplyses tydeligt til kunden.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for fondsmæglerselskaber, der rådgiver om eller er formidlere af strukturerede indlån.

Stk. 4 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke naturalieydelser af mindre værdi der er omfattet af stk. 2, 2. pkt., og om krav til håndtering af modtagne gebyrer, provisioner eller andre penge- og naturalieydelser, der betales af tredjemand eller en person, som handler på tredjemands vegne. Bekendtgørelse om tredjepartsbetalinger m.v.