Bestyrelsen og direktionen for et fondsmæglerselskab, der ikke opfylder betingelserne for klassificering som et mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab, skal sikre, at fondsmæglerselskabet har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag og likvide aktiver samt interne procedurer til risikomåling og risikostyring til løbende vurdering og opretholdelse af et kapitalgrundlag og likvide aktiver af en størrelse, type og fordeling, som er passende til at dække de risici, som fondsmæglerselskabet kan udgøre for andre, og som fondsmæglerselskabet er eller kan blive eksponeret mod. Disse procedurer skal være underlagt intern kontrol for at sikre, at de vedbliver at være fyldestgørende og stå i rimeligt forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af fondsmæglerselskabets virksomhed.
Stk. 2 Fondsmæglerselskabets bestyrelse og direktion skal på baggrund af vurderingen efter stk. 1 opgøre fondsmæglerselskabets individuelle solvensbehov, der ikke kan være mindre end kapitalgrundlagskravet efter artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber.
Stk. 3 Finanstilsynet kan bestemme, at et fondsmæglerselskab, der opfylder betingelserne for klassificering som et mindre og ikke indbyrdes forbundet fondsmæglerselskab, skal vurdere og opgøre fondsmæglerselskabets individuelle solvensbehov.
Stk. 4 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for opgørelse og indberetning af det individuelle solvensbehov for fondsmæglerselskaber og for koncerner, hvor den øverste modervirksomhed i Danmark er et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, jf. § 129.