Forsikringsvirksomhedsloven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af forsikringsvirksomhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed)

Lov nr. 718 af 13. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 1546 af 12. december 2023

Kapitel 7 1 God skik, prisoplysning og kontraktforhold
Generelle regler om god skik, prisoplysning og kontraktforhold
§ 67

Forsikringsselskaber, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder skal drive virksomhed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.

Stk. 2 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for forsikringsselskaber.

Stk. 3 Erhvervsministeren fastsætter regler om omkostnings- og prisoplysninger for forsikringsprodukter.

Stk. 4 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om procedurer og oplysningsforpligtelser, som et forsikringsselskab skal iagttage, når selskabet foretager visse undersøgelser, herunder foretager personobservation af skadelidte.

Stk. 5 Finanstilsynet kan efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne og relevante finansielle erhvervsorganisationer udarbejde og offentliggøre retningslinjer for redelig forretningsskik og god praksis på nærmere angivne områder, der må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.

§ 68

Handlinger i strid med regler udstedt i medfør af § 67, stk. 2, pådrager erstatningsansvar i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler.

§ 69

Forsikringsselskaber kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Tilstrækkelige kompetencer og godt omdømme for virksomhedens ansatte
§ 70

Et forsikringsselskab skal sikre, at alle virksomhedens ansatte, som udøver forsikrings- eller genforsikringsdistributionsvirksomhed, har tilstrækkelige kompetencer og et godt omdømme.

Stk. 2 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om kompetencekrav og krav til godt omdømme for ansatte, der er direkte beskæftiget med forsikrings- eller genforsikringsdistribution hos et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab.

Retshjælpsforsikringer
§ 71

Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers tegning af retshjælpsforsikringer.

Skadesattester for motoransvarsforsikringer
§ 71a

Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om udstedelse og brug af attester om erstatningskrav for skader, som berører et forsikret køretøj, for forsikringsselskaber, der har tilladelse til at udøve skadesforsikringsvirksomhed.

Kontraktforhold for forbrugeraftaler
§ 72

Et forsikringsselskab, der udbyder forsikringsaftaler til personer, der ved aftalens indgåelse hovedsagelig handler uden for deres erhverv (forbrugere), skal tilbyde, at de pågældende forsikringer kan tegnes med vilkår om, at forsikringen kan opsiges af forsikringstageren med et varsel på 30 dage til udgangen af en kalendermåned. Dette gælder dog ikke for

  • 1) livsforsikringer og ejerskifteforsikringer tegnet i henhold til lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. og

  • 2) forsikringer, som dækker en særligt opstået risiko, der kun strækker sig over et begrænset tidsrum, når forsikringsaftalen indgås for en aftalt periode på højst 1 måned (korttidsforsikring), medmindre forsikringen er en del af en anden type forsikring.

Bygningsbrandforsikring
§ 73

Et forsikringsselskab, der tegner bygningsbrandforsikring, skal med de begrænsninger, der følger af dets vedtægter eller dets tilladelse, overtage forsikring af enhver bygning, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Forsikringsselskabet kan afvise at forsikre

  • 1) bygninger, der ikke er forsvarligt indrettet mod brandfare, og

  • 2) forladte bygninger.

§ 74

Et forsikringsselskab kan ikke bringe en bygningsbrandforsikring til ophør på grund af manglende betaling af præmie.

Stk. 2 En kunde kan kun bringe forsikringen til ophør med samtykke af de berettigede ifølge samtlige adkomster og hæftelser, der er tinglyst på ejendommen, medmindre ejendommen uden forringelse af disses retsstilling forsikres i et andet selskab, som har tilladelse til at drive bygningsbrandforsikring.

Stk. 3 Forsikringsselskabet har udpantningsret for præmier med påløbne renter og andre omkostninger. Forsikringsselskabet har endvidere panteret for ydelserne i den forsikrede ejendom efter ejendomsskat til stat og kommune i 1 år fra forfaldstid.

Stk. 4 Finanstilsynet fastsætter minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af bygningsbrandforsikring.