Forsikringsvirksomhedsloven § 61

Denne konsoliderede version af forsikringsvirksomhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed)

Lov nr. 718 af 13. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 1546 af 12. december 2023

Danske forsikringsselskabers filialetablering i udlandet
§ 61

Et forsikringsselskab, der påtænker at etablere en filial i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen:

  • 1) I hvilket land filialen påtænkes etableret.

  • 2) Filialens adresse i værtslandet, hvorfra der kan indhentes eller hvortil der kan sendes dokumenter, herunder alle meddelelser til generalagenten.

  • 3) Navnet på filialens generalagent, der har tilstrækkelige beføjelser til at forpligte forsikringsselskabet over for tredjepart og til at repræsentere forsikringsselskabet over for værtslandets myndigheder og domstole.

  • 4) Dokumentation for, at filialens generalagent opfylder kravene i medfør af § 105, stk. 1.

  • 5) En driftsplan, der indeholder en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de planlagte aktiviteter.

  • 6) En angivelse af den metode, som forsikringsselskabet anvender ved behandlingen af retshjælpsforsikringskrav i medfør af § 4 i bekendtgørelse om retshjælpsforsikring for gruppe 1-forsikringsselskaber, i det omfang forsikringsselskabet vil udbyde retshjælpsforsikringer i det pågældende værtsland, jf. bilag 1, nr. 17.

  • 7) Skal filialen dække risici under forsikringsklasse 10, jf. bilag 1, nr. 10, bortset fra fragtførerens ansvar, skal forsikringsselskabet fremlægge en erklæring for Finanstilsynet om, at forsikringsselskabet er blevet medlem af det nationale bureau og den nationale garantifond i værtslandet, og angive navn og adresse på den i værtslandet bosatte skadesbehandlingsrepræsentant, jf. § 21, stk. 2.

Stk. 2 Finanstilsynet skal videresende de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, et solvenscertifikat og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets tilladelse, til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne, jf. dog stk. 3. Finanstilsynet underretter samtidig forsikringsselskabet om, at oplysningerne er videresendt til tilsynsmyndighederne i værtslandet.

Stk. 3 Finanstilsynet kan undlade at fremsende oplysninger efter stk. 1 og 2, hvis der henset til etableringen af filialen er grund til at betvivle forsikringsselskabets ledelsessystem, finansielle situation eller generalagentens egnethed og hæderlighed, jf. § 105, stk. 1 og 8. Finanstilsynet skal ikke videresende de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 2, hvis forsikringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet efter § 154 eller minimumskapitalkravet efter § 155.

Stk. 4 Modtager Finanstilsynet oplysninger fra værtslandets tilsynsmyndigheder om særlige vilkår, der er begrundet i samfundsmæssige interesser, og som gælder for udøvelse af forsikringsvirksomhed i værtslandet, skal Finanstilsynet videregive disse oplysninger til forsikringsselskabet.

Stk. 5 Filialen må påbegynde sin virksomhed, når Finanstilsynet har modtaget oplysninger i medfør af stk. 4, eller senest 2 måneder efter at værtslandets tilsynsmyndigheder har modtaget oplysninger efter stk. 2, jf. dog stk. 3.

Stk. 6 Forsikringsselskabet skal meddele Finanstilsynet og tilsynsmyndighederne i værtslandet enhver ændring af de forhold, der er nævnt i stk. 1. Finanstilsynet og tilsynsmyndighederne i værtslandet skal have modtaget meddelelsen, senest 1 måned før ændringen foretages.