Lov om hold af dyr Kapitel 10

Denne konsoliderede version af lov om hold af dyr er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 432 af 09. juni 2004,
jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 19. januar 2024

Kapitel 10 1 Opbevaring og anvendelse af lægemidler m.v.
§ 47

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om opbevaring og anvendelse af lægemidler og andre biologisk virksomme stoffer samt præparater til dyr og herunder begrænse eller forbyde anvendelse af bestemte stoffer. Bekendtgørelse om dyreejeres anvendelse af lægemidler til dyr m.v.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om eller forbyde anvendelse af desinfektionsmidler og andre produkter, der tjener til forebyggelse og fjernelse af sygdomsforvoldende forhold i dyrs omgivelser.

§ 48

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om gennemførelse af særlige foranstaltninger efter stk. 2 og meddele påbud mod anvendelse af dyr, der er behandlet med eller har indtaget eller optaget stoffer som nævnt i § 47, stk. 1, eller produkter af sådanne dyr. Bekendtgørelse om dyreejeres anvendelse af lægemidler til dyr m.v.

Stk. 2 Foranstaltninger i henhold til stk. 1 kan omfatte

  • 1) særlige undersøgelser,

  • 2) tilsyn,

  • 3) mærkning,

  • 4) isolation,

  • 5) særlige betingelser for levering af dyr,

  • 6) aflivning eller slagtning på særlige vilkår og

  • 7) destruktion.

§ 49

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for anvendelse af materialer, som kan fremkalde sygdomme, i forsknings- og forsøgsøjemed eller med henblik på frembringelse af biologiske præparater.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om indførsel og udførsel af materialer, som kan fremkalde sygdomme, samt om behandling, opbevaring og forhandling af sådant materiale.

§ 50

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at personer, der beskæftiger sig med dyr, herunder behandlingen af disse, i bedrifter, hvor der anvendes receptpligtige lægemidler, skal deltage i et af ministeren godkendt kursus i anvendelse af lægemidler. Bekendtgørelse om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering m.v. af lægemidler til dyr Bekendtgørelse om dyreejeres anvendelse af lægemidler til dyr m.v.

§ 51

En besætningsejer eller dennes repræsentant skal ved anvendelse af receptpligtige lægemidler i besætningen nøje følge dyrlægens instruktion. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler herom. Bekendtgørelse om dyreejeres anvendelse af lægemidler til dyr m.v.

§ 52

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om undersøgelse af dyrehold for restkoncentrationer af medicin eller ikketilladte eller forbudte stoffer, herunder regler om udtagning af prøver fra levende dyr, slagtekroppe, mælk, æg, gødning, slam, foder og staldinventar m.v., og om laboratorieundersøgelse heraf. I reglerne kan tillige fastsættes bestemmelser om aflivning af dyr i undersøgelsesøjemed.