Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov nr. 575 af 9. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 146 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1355 af 29. november 2023

Kapitel 1 1 Lovens anvendelsesområde
§ 1

Loven omfatter institutioner, der er godkendt af børne- og undervisningsministeren til at udbyde og varetage uddannelsen til almen studentereksamen, 2-årig uddannelse til almen studentereksamen, uddannelsen til hf-eksamen, gymnasial enkeltfagsundervisning (hf-enkeltfag) samt almen voksenuddannelse, forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne. Private institutioner for gymnasial uddannelse er ikke omfattet af loven.

Stk. 2 Institutionerne kan af børne- og undervisningsministeren godkendes til at udbyde anden gymnasial ungdomsuddannelse og voksenuddannelse. Ministeren kan fastsætte vilkår for godkendelsen.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan godkende, at de institutioner, der er nævnt i stk. 1, kan udbyde International Baccalaureate (IB).

Stk. 4 Institutionen skal i sit samlede virke under et og i samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner medvirke til at sikre et nationalt sammenhængende og effektivt uddannelsessystem, herunder opfyldelse af nationale uddannelses- og institutionspolitiske mål.

Stk. 5 Institutionerne er selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning. Institutionernes styrelse reguleres i en vedtægt, som institutionens bestyrelse fastsætter.

Stk. 6 Institutionens navn godkendes af børne- og undervisningsministeren og fastsættes i vedtægten.

Stk. 7 Institutionens vedtægt skal offentliggøres på institutionens hjemmeside på internettet sammen med datoerne for bestyrelsens vedtagelse, børne- og undervisningsministerens fastsættelse, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., eller godkendelse, jf. § 3, stk. 3, 3. pkt., § 6, stk. 2, 5. pkt., og § 7, stk. 2, og offentliggørelsen på hjemmesiden. Vedtægten kan tidligst træde i kraft ved offentliggørelsen.

Stk. 8 Institutioner, der er nævnt i stk. 1, kan efter overenskomst med en eller flere kommunalbestyrelser varetage undervisning af elever i 7.-9. og 10. klasse med ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, jf. § 22 a, stk. 1, i lov om folkeskolen. Institutioner med ledig kapacitet skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen stille kapaciteten til rådighed herfor.

§ 2

En institution kan efter aftale med en eller flere andre institutioner omfattet af § 1, stk. 1, og institutioner omfattet af lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser, lov om medie- og journalisthøjskolen, lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser, lov om maritime uddannelser, lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om institutioner for forberedende grunduddannelse og lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser varetage nærmere bestemte administrative opgaver for en eller flere af de nævnte andre uddannelsesinstitutioner. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 2 For institutionens aktiviteter omfattet af stk. 1 finder momskompensationsordningen efter § 36 tilsvarende anvendelse.