Lov om kapitalmarkeder Kapitel 40

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 08. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 26. februar 2024

Kapitel 40 1 Offentliggørelse
§ 234

Finanstilsynet skal med angivelse af virksomhedens eller den fysiske persons navn offentliggøre følgende på Finanstilsynets hjemmeside, jf. dog §§ 237-239:

  • 1) Reaktioner givet i henhold til denne lovs § 211, stk. 4, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse.

  • 2) Påtaler, påbud, vedtagne administrative bødeforelæg og tvangsbøder, der ikke er omfattet af nr. 1.

  • 3) Beslutninger om at overgive sager om virksomheder til politimæssig efterforskning.

  • 4) Domme eller bødevedtagelser i sager, der tidligere er overgivet til politimæssig efterforskning, hvor der er faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget bøde.

Stk. 2 Finanstilsynet kan med angivelse af virksomhedens eller den fysiske persons navn offentliggøre reaktioner m.v., der ikke er omfattet af stk. 1, nr. 1 eller 2, samt forhåndstilkendegivelser, hvis det skønnes at være i offentlighedens interesse eller bidrager til oplysning om Finanstilsynets praksis.

Stk. 3 Finanstilsynet kan beslutte, at offentliggørelse efter stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2 skal ske i form af et resumé.

Stk. 4 Offentliggørelse efter stk. 1-3, der vedrører en virksomhed, må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande, medmindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.

§ 235

Indbringes en reaktion m.v. offentliggjort i henhold til § 234, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller § 234, stk. 2, for Erhvervsankenævnet, skal oplysningen herom offentliggøres af Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemmeside. Status og det efterfølgende resultat af Erhvervsankenævnets kendelse skal ligeledes offentliggøres af Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemmeside.

§ 236

Er en dom, der er offentliggjort i henhold til § 234, stk. 1, nr. 4, anket, skal oplysninger herom offentliggøres af Finanstilsynet.

Stk. 2 I sager, hvor Finanstilsynet har offentliggjort en beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter § 234, stk. 1, nr. 3, og der træffes afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller afsiges frifindende dom, skal Finanstilsynet efter anmodning fra den virksomhed eller person, som sagen vedrører, offentliggøre oplysninger herom. Virksomheden eller personen skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi af dommen til Finanstilsynet samtidig med anmodning om offentliggørelse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller dommen ikke endelig, skal det fremgå af offentliggørelsen. Modtager Finanstilsynet dokumentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende dom, skal Finanstilsynet fjerne alle oplysninger om beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra Finanstilsynets hjemmeside.

§ 236a

Finanstilsynet kan efter høring af en operatør af en markedsplads eller central modpart (CCP), der underretter Finanstilsynet og Center for Cybersikkerhed om en hændelse, som har væsentlige konsekvenser for kontinuiteten af de væsentlige tjenester, som de leverer, orientere offentligheden om hændelsen, hvis offentlighedens kendskab hertil er nødvendigt for at forebygge eller håndtere en igangværende hændelse. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i lov om offentlighed i forvaltningen. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande inden for eller uden for Den Europæiske Union, medmindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.

Begrænsninger for Finanstilsynets offentliggørelse
§ 237

Offentliggørelse efter § 234 om sager vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre og regler fastsat i medfør heraf kan ikke ske, hvis offentliggørelse vil være til alvorlig fare for finansielle markeder eller vil forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

§ 238

Offentliggørelse efter § 234 om sager vedrørende kapitel 5 og 7 skal udsættes eller ske i anonymiseret form, hvis

  • 1) offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller den fysiske person,

  • 2) efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse,

  • 3) offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet eller

  • 4) samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse af en persons navn må vurderes ikke at være proportionale med hensynet til personen.

§ 239

Offentliggørelse efter § 234, der ikke er omfattet af begrænsningerne for offentliggørelse i §§ 237 og 238, kan ikke ske, hvis

  • 1) offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller personen,

  • 2) offentliggørelse af identiteten af virksomheden eller personoplysninger om de fysiske personer ikke er proportional med hensynet bag offentliggørelsen,

  • 3) offentliggørelsen udgør en trussel mod de finansielle markeders stabilitet eller

  • 4) efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse.

Stk. 2 Kan offentliggørelse ikke ske efter stk. 1, skal Finanstilsynet

  • 1) offentliggøre anonymt, hvis anonym offentliggørelse sikrer en effektiv beskyttelse af de pågældende person-oplysninger,

  • 2) udsætte offentliggørelsen, indtil årsagen til at undlade offentliggørelse er ophørt, eller

  • 3) undlade at offentliggøre, hvis mulighederne i nr. 1 og 2 vurderes utilstrækkelige til at sikre, at de finansielle markeders stabilitet ikke bringes i fare, eller sikre forholdsmæssigheden af offentliggørelsen.

Stk. 3 Er offentliggørelse udsat i henhold til stk. 1, nr. 1, eller § 238, skal der ske efterfølgende offentliggørelse efter § 234, når der ikke længere er hensyn, der nødvendiggør udsættelsen, hvis dette forhold indtræder inden for 2 år fra datoen for reaktionen, beslutningen, dommens afsigelse eller bødevedtagelsen.

Tidspunktet for og varigheden af Finanstilsynets offentliggørelse
§ 240

Finanstilsynets offentliggørelse efter dette kapitel skal ske, inden for rimelig tid efter at virksomheden eller den fysiske person er underrettet om reaktionen eller beslutningen og om, at Finanstilsynet påtænker offentliggørelse heraf. Hvis Finanstilsynet ikke kan underrette den pågældende, kan der alligevel ske offentliggørelse.

Stk. 2 Det offentliggjorte skal fremgå af Finanstilsynets hjemmeside i mindst 5 år fra offentliggørelsen. Offentliggørelse, som vedrører fysiske personer, skal dog kun fremgå af Finanstilsynets hjemmeside, så længe oplysningerne anses for nødvendige i forhold til de samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsen.

Virksomheders offentliggørelse
§ 241

Er en reaktion m.v. rettet mod en virksomhed under tilsyn offentliggjort i medfør af § 234, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller § 234, stk. 2, eller er en dom eller bødevedtagelse rettet mod eller vedtaget af en virksomhed under tilsyn offentliggjort i medfør af § 234, stk. 1, nr. 4, skal virksomheden offentliggøre den pågældende reaktion m.v., dom eller bødevedtagelse på sin hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme.

Stk. 2 Virksomheden skal offentliggøre en reaktion m.v. som nævnt i stk. 1, senest 3 hverdage efter at virksomheden har modtaget reaktionen m.v., eller senest på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter denne lov eller anden regulering.

Stk. 3 Virksomheden skal offentliggøre en dom eller bødevedtagelse som nævnt i stk. 1, senest 10 hverdage efter der er faldet dom eller vedtaget bøde.

Stk. 4 Samtidig med virksomhedens offentliggørelse efter stk. 1-3 skal virksomheden indsætte et link, som giver direkte adgang til reaktionen m.v., dommen eller bødevedtagelsen, på forsiden af virksomhedens hjemmeside på en synlig måde. Det skal af linket og en eventuel tilknyttet tekst tydeligt fremgå, at der er tale om en reaktion fra Finanstilsynet, en dom eller bødevedtagelse. Fjernelse af linket og oplysningerne på forsiden fra virksomhedens hjemmeside skal ske efter samme principper, som virksomheden anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og oplysningerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder, og ikke inden førstkommende generalforsamling eller repræsentantskabsmøde.

Stk. 5 Kommenterer virksomheden reaktionen m.v., dommen eller bødevedtagelsen offentliggjort efter stk. 1-3, skal det ske i forlængelse af denne, og kommentarerne skal være klart adskilt fra reaktionen m.v., dommen eller bødevedtagelsen.

Stk. 6 Virksomheden skal give meddelelse til Finanstilsynet om offentliggørelsen af en dom eller bødevedtagelse, jf. stk. 1, hurtigst muligt efter at offentliggørelsen er sket, og fremsende en kopi af dommen eller bødevedtagelsen til Finanstilsynet.

§ 242

Videregiver en operatør af en markedsplads, en godkendt offentliggørelsesordning (APA) eller en godkendt indberetningsmekanisme (ARM), der er undtaget fra forordning (EU) nr. 600/2014 og underlagt tilladelse og tilsyn fra Finanstilsynet, en central modpart (CCP), en værdipapircentral (CSD), en it-operatør af et detailbetalingssystem eller administratorer af benchmarks og stillere af data til brug for fastsættelse af benchmarks oplysninger om virksomheden, og er oplysningerne kommet offentligheden til kendskab, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at offentliggøre berigtigende oplysninger inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis oplysningerne efter Finanstilsynets vurdering er misvisende og Finanstilsynet vurderer, at oplysningerne kan have skadevirkning for virksomhedens kunder, øvrige kreditorer, de finansielle markeder, hvorpå finansielle instrumenter udstedt af virksomheden handles, markedets ordentlige funktion eller den finansielle stabilitet generelt.

Bemyndigelse
§ 243

Erhvervsministeren kan for virksomheder under tilsyn omfattet af denne lov fastsætte nærmere regler om virksomhedernes pligt til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden og om, at Finanstilsynet har mulighed for at offentliggøre oplysningerne før virksomheden. Bekendtgørelse om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v.