Jobcenteret administrerer ordningerne efter denne lov.
Stk. 2 Ansøgning om personlig assistance indgives af personer med funktionsnedsættelsen til jobcenteret i den kommune, hvor personen med funktionsnedsættelsen er bosat. Der kan ikke ydes tilskud for perioder, der ligger mere end 3 måneder før ansøgningstidspunktet.
Stk. 3 Regler udstedt i medfør af §§ 184-188 om digital kommunikation i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats finder tilsvarende anvendelse ved ansøgning om personlig assistance, jf. stk. 2, ved ansøgning om oprettelse af tilbud om ansættelse med løntilskud for nyuddannede med handicap, jf. § 15, ved ansøgning om tilskud til udgifter ved opkvalificering ved ansættelse uden løntilskud, jf. § 15 d, ved ansøgning om hjælpemidler efter kapitel 6, ved anmodning om udbetaling af tilskud til personlig assistance, udbetaling af tilskud ved ansættelse med løntilskud for nyuddannede med handicap, udbetaling af tilskud til hjælpemidler og ved udbetaling af tilskud til udgifter ved opkvalificering ved ansættelse uden løntilskud.
Stk. 4 Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om administrationen, herunder om, hvilke oplysninger en ansøgning om støtte skal indeholde, udbetaling af tilskud, refusion til arbejdsgiveren, regnskab, revision og tilsyn m.v. for tilskud efter denne lov, og fastsætter herunder regler om frister for arbejdsgiverens og selvstændigt erhvervsdrivendes anmodning om udbetaling af tilskud.