En person, som fra den 5. januar 2015 har opbrugt den samlede ret til arbejdsløshedsdagpenge og perioder med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. § 52 k, stk. 4, og § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har ret til kontantydelse efter denne lov, hvis personen er ledig og har søgt om tilbud m.v. efter kapitel 13 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og i øvrigt opfylder betingelserne i denne lov.
Stk. 2 Det er en betingelse for at modtage kontantydelse, jf. stk. 1, at personen ikke samtidig er omfattet af en anden ordning med ret til offentlig forsørgelsesydelse efter Beskæftigelsesministeriets lovgivning eller modtager førtids- eller folkepension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Personer, der på ansøgningstidspunktet alene har ret til delvis uddannelses- eller kontanthjælp, er omfattet af stk. 1, medmindre den delvise uddannelses- eller kontanthjælp skyldes en sanktion efter lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 3 Retten efter stk. 1 indtræder på det tidspunkt, hvor dagpengeretten eller retten til perioder med midlertidig arbejdsmarkedsydelse er opbrugt.