Lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v. § 14

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1400 af 10. oktober 2022,
som ændret ved lov nr. 713 af 13. juni 2023 og lov nr. 1557 af 12. december 2023

§ 14

Erhvervsstyrelsen kan af egen drift udtage ansøgninger om likviditetslån eller tilskud til udvidet kontrol og sagsbehandling, herunder hvor der ansøges om et højt likviditetslån set i forhold til energivirksomhedens eller den energiintensive virksomheds størrelse og omsætning.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen fører løbende stikprøvekontrol og risikobaseret kontrol med de udbetalte likviditetslån til energivirksomheder og energiintensive virksomheder, jf. kapitel 2 og 3, med tilskud til boligforeninger m.v., jf. kapitel 4, og med tilskud til energivirksomheders implementerings- og administrationsomkostninger, jf. kapitel 4 a.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen efter stk. 1 og 2 pålægge enhver, der udtages til kontrol, at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug herfor. Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen pålægge energivirksomheden, den energiintensive virksomhed eller boligforeningen m.v. revisorbistand.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed indhente oplysninger fra relevante offentlige registre, herunder Skatteforvaltningen, til brug for kontrollen efter stk. 1 og 2, jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed, jf. stk. 1 og 2, indsamle, samkøre, videregive og foretage anden behandling af data fra Energinets datahub, jf. § 28, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning.

Stk. 6 Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed, jf. stk. 1 og 2, indsamle, samkøre, videregive og foretage anden behandling af data fra Evida.

Stk. 7 Ved administrationen af bekendtgørelse om tilskud til energivirksomheders implementerings- og administrationsomkostninger ved indefrysning af høje energiregninger for husstande, virksomheder mv. kan Erhvervsstyrelsen i forbindelse med kontrollen efter stk. 1 og 2 indsamle, samkøre, videregive og foretage anden behandling af oplysninger om ansatte i energivirksomhedens lønforhold fra indkomstregisteret, jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data.

Stk. 8 Erhvervsstyrelsen kan videregive oplysninger indsamlet og behandlet i medfør af denne lov til brug for Forsyningstilsynets kontrolopgaver i henhold til bekendtgørelse om en indefrysningsordning for høje energiregninger for husstande og virksomheder.