Institutioner, der modtager statstilskud eller lån efter § 5, er omfattet af lov om statens regnskabsvæsen m.v.
Stk. 2 Institutionernes regnskaber revideres af rigsrevisor i henhold til lov om revisionen af statens regnskaber m.m.
Stk. 3 Institutionernes regnskaber skal revideres i henhold til god offentlig revisionsskik, jf. § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Hvis ministeren og rigsrevisor indgår en aftale efter § 9 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m., foretages revisionen af en institutionsrevisor, som udpeges af institutionens bestyrelse og skal være statsautoriseret eller registreret revisor. Institutionernes oplysninger til brug ved beregning af statstilskud er omfattet af institutionsrevisors påtegning af eller erklæring om regnskabet.
Stk. 4 Den nærmere arbejdsdeling mellem institutionsrevisor og rigsrevisor fremgår af en særskilt aftale, jf. § 9 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.
Stk. 5 Opfylder institutionsrevisor ikke på tilfredsstillende måde kravene til revision i henhold til god offentlig revisionsskik, eller tilsidesætter revisor i øvrigt sine pligter som institutionsrevisor, kan rigsrevisor eller uddannelses- og forskningsministeren pålægge institutionens bestyrelse inden for en nærmere angiven frist at udpege en anden revisor.
Stk. 6 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler for regnskabsaflæggelsen i overensstemmelse med de til enhver tid gældende statslige regnskabsregler.