Strafnedsættelsesloven

Denne konsoliderede version af strafnedsættelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om midlertidig nedsættelse af straffen for overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen vedrørende midler på udenlandske konti m.v.

Lov nr. 431 af 16. maj 2012,
jf. lovbekendtgørelse nr. 280 af 24. februar 2022

Der er ingen senere ændringer til denne lov.

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov
§ 1

Forsætlige overtrædelser med en samlet unddragelse på 100.000 kr. og derover af bestemmelser i skatte- og afgiftslovgivningen, jf. bilag 1, og overtrædelser af straffelovens § 289 med hensyn til bestemmelser i skatte- og afgiftslovgivningen straffes med bøde på op til 60 pct. af de skyldige skatter og afgifter, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Det strafbare forhold skal vedrøre midler indestående på konti eller værdier opbevaret i depot hos pengeinstitutter eller tilsvarende økonomiske aktører, som er hjemmehørende i et land eller en i skattemæssig henseende selvstændig jurisdiktion, som ikke er opført på den liste, der er optaget som bilag 2 til denne lov.

  • 2) Forinden en henvendelse er kommet frem til den skattepligtige fra told- og skatteforvaltningen eller en anden myndighed vedrørende midler eller værdier, jf. nr. 1, skal den skattepligtige have angivet sig selv til told- og skatteforvaltningen og skal herunder aflægge fuldstændig tilståelse. Den skattepligtige skal bistå told- og skatteforvaltningen med at foretage en korrekt ansættelsesændring.

  • 3) Angivelsen skal være kommet frem til told- og skatteforvaltningen i perioden fra og med den 1. juli 2012 til og med den 30. juni 2013.

  • 4) De skyldige skatter og afgifter vedrørende det pågældende forhold skal betales inden for en frist, der fastsættes af told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis den skattepligtige har overtrådt skattekontrollovens § 15.

§ 2

Skattekontrollovens § 21 finder ikke anvendelse i tilfælde, som er omfattet af § 1, stk. 1.

§ 3

Told- og skatteforvaltningen kan i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.

Stk. 2 Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af anklageskrift finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 3 Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.

§ 4

Loven træder i kraft den 1. juli 2012.

§ 5

§ 5 indeholder en ændring til straffeloven. (Udeladt af Redaktionen)

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.