Den i henhold til § 17 kompetente myndighed er tilsynsmyndighed. Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet er dog tilsynsmyndighed for miljøministerens afgørelser efter §§ 21 og 25, når ministeren har overtaget disses opgaver og beføjelser i en konkret sag efter § 17, stk. 5.
Stk. 2 Tilsynsmyndigheden påser overholdelsen af denne lov og af de regler, der er fastsat i medfør heraf. Den kompetente myndighed er ligeledes tilsynsmyndighed for de afgørelser, der er truffet efter §§ 21 og 25, og for, at vilkår, jf. § 27, fastsat i tilladelser overholdes. Tilsynsmyndigheden påser, at påbud og forbud efter denne lov og regler fastsat i medfør heraf efterkommes.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning til regionsrådet eller den tilsynsførende minister, når kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt forhold i tilfælde, hvor regionsrådet eller ministeren er tilsynsmyndighed. Samme forpligtelse påhviler regionsrådet i forhold til kommunalbestyrelsen og den tilsynsførende minister.
Stk. 4 Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.