Lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

delvist sat i kraft, jf. bek. nr. 291 af 17/03 2016, som ændret ved bek. nr. 335 af 08/04 2016

Lov nr. 260 af 16. marts 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 958 af 22. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 1555 af 12. december 2023

Kapitel 1 1 Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Loven finder anvendelse på apparater og radioudstyr, som bringes i omsætning og gøres tilgængelige på markedet, og på apparater, radioudstyr og faste anlæg, som tilsluttes og anvendes.

Stk. 2 Radioudstyr er ikke omfattet af bestemmelser, som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/35/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser, jf. dog § 17, stk. 1, nr. 1.

Stk. 3 Loven finder ikke anvendelse på politiets anvendelse af apparater, faste anlæg og radioudstyr med henblik på at forstyrre eller afbryde elektroniske kommunikationstjenester, der sker som led i indgreb foretaget i medfør af retsplejelovens § 791 c.

Stk. 4 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur fastsætter nærmere regler om, at loven eller dele heraf ikke finder anvendelse på bestemte kategorier af apparater, faste anlæg og radioudstyr.

Stk. 5 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur fastsætter nærmere regler om, at loven ikke finder anvendelse på apparater, faste anlæg og radioudstyr, der udelukkende anvendes i forbindelse med aktiviteter vedrørende forsvaret.

Stk. 6 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan fastsætte nærmere regler om, at loven ikke finder anvendelse på radioudstyr, der udelukkende anvendes i forbindelse med aktiviteter vedrørende den offentlige sikkerhed, statens sikkerhed eller statens aktiviteter inden for strafferetsplejen.

Stk. 7 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan efter forhandling mellem klima-, energi- og forsyningsministeren og vedkommende anden minister fastsætte nærmere regler om anvendelse af henholdsvis apparater, faste anlæg eller radioudstyr i forbindelse med aktiviteter som nævnt i stk. 5 og 6.

§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) Apparat:

    • a) Et færdigproduceret elektrisk eller elektronisk produkt eller en kombination af sådanne produkter, som gøres tilgængeligt på markedet som en funktionel enhed, der er beregnet til brugeren, og som kan tænkes at fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan tænkes at blive påvirket af sådanne forstyrrelser,

    • b) komponenter eller delmontager beregnet til at blive indbygget i et produkt af brugeren eller

    • c) mobile anlæg i form af en kombination af produkter og eventuelle andre anordninger, som er beregnet til at blive flyttet og anvendt på forskellige steder.

  • 2) Bemyndiget repræsentant: Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Den Europæiske Union, og som har modtaget en skriftlig fuldmagt fra en fabrikant til at handle på dennes vegne i forbindelse med varetagelsen af specifikke opgaver.

  • 3) Bringe i omsætning: Første tilgængeliggørelse af et apparat eller af radioudstyr på markedet i Den Europæiske Union.

  • 4) CE-mærkning: Mærkning, hvormed fabrikanten angiver, at et apparat eller radioudstyr er i overensstemmelse med alle gældende krav i EU-harmoniseringslovgivningen om anbringelse af denne mærkning.

  • 5) Distributør: Enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden ud over fabrikanten eller importøren, som gør et apparat eller radioudstyr tilgængeligt på markedet.

  • 6) Elektromagnetisk kompatibilitet: Et apparats, fast anlægs eller radioudstyrs evne til at fungere tilfredsstillende i forhold til alle de elektromagnetiske fænomener, som kan konstateres på en given lokalitet, uden at frembringe elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forringe andre apparater, faste anlæg eller radioudstyrs funktion.

  • 7) Erhvervsdrivende: Fabrikanten, den bemyndigede repræsentant, importøren, distributøren og udbyderen af distributionstjenester.

  • 8) Fabrikant: Enhver fysisk eller juridisk person, som konstruerer et apparat eller radioudstyr, eller som får et sådant apparat eller radioudstyr konstrueret, og sælger dette apparat eller radioudstyr under eget navn eller varemærke.

  • 9) Fast anlæg: En kombination af forskellige apparater og eventuelt andre anordninger, der er samlet, installeret og beregnet til at blive anvendt permanent på et forudbestemt sted.

  • 10) Gøre tilgængeligt på markedet: Enhver levering af et apparat eller radioudstyr med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse i Den Europæiske Union som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag.

  • 11) Harmoniseret standard: En europæisk standard, der er vedtaget på grundlag af en anmodning fra Kommissionen med henblik på gennemførelse af EU-harmoniseringslovgivning, jf. artikel 2, nr. 1, litra c, i forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering.

  • 12) Immunitet: Et apparats, fast anlægs eller radioudstyrs evne til at fungere efter hensigten, uden at dets funktion forringes af en elektromagnetisk forstyrrelse.

  • 13) Importør: Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Den Europæiske Union, og som bringer et apparat eller radioudstyr fra et tredjeland i omsætning på markedet i Den Europæiske Union.

  • 14) Kalde tilbage: Enhver foranstaltning, der har til formål at opnå, at et apparat eller radioudstyr, der allerede er gjort tilgængeligt for brugeren, returneres.

  • 15) Onlinegrænseflade: Enhver form for software, herunder et websted, dele af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af en erhvervsdrivende, og som giver slutbrugere adgang til den erhvervsdrivendes produkter.

  • 16) Radiofrekvenser: Elektromagnetiske bølger med frekvenser under 3.000 GHz, som udbredes i rummet uden kunstig afskærmning.

  • 17) Radiokommunikation: Kommunikation ved hjælp af radiofrekvenser.

  • 18) Radioudstyr: Et elektrisk eller elektronisk produkt, som tilsigtet udsender eller modtager radiofrekvenser eller begge dele med henblik på radiokommunikation eller radiostedbestemmelse eller begge dele, eller et elektrisk eller elektronisk produkt, som skal suppleres med ekstraudstyr, f.eks. en antenne, for tilsigtet at udsende eller modtage radiofrekvenser eller begge dele med henblik på radiokommunikation eller radiostedbestemmelse eller begge dele.

  • 19) Risiko: Kombinationen af sandsynligheden for, at der forekommer en fare, som forårsager skade, og skadens sværhedsgrad.

  • 20) Trække tilbage fra markedet: Enhver foranstaltning, der har til formål at forhindre, at et apparat eller radioudstyr i forsyningskæden gøres tilgængeligt på markedet.

  • 21) Udbyder af distributionstjenester: Enhver fysisk eller juridisk person, der som led i erhvervsvirksomhed udbyder mindst to af følgende tjenester: oplagring, emballering, adressering og forsendelse uden at have ejerskab over de pågældende apparater eller radioudstyr undtagen posttjenester.

  • 22) Udbyder af informationssamfundstjenester: En udbyder af en tjeneste som defineret i artikel 1, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU.

Stk. 2 Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur fastsætter regler om, at visse kategorier af apparater anses som radioudstyr, når Europa-Kommissionen har truffet afgørelse herom.