Ved en konkurs i en virksomhed betales umiddelbart efter afgifter i medfør af konkurslovens § 96 krav fra Garantiformuen for dækning af indskydere i medfør af lov om en indskyder- og investorgarantiordning.
Stk. 2 Efter krav i medfør af stk. 1 og før fordringer i medfør af konkurslovens § 97 betales indskud fra fysiske personer, mikrovirksomheder samt små og mellemstore virksomheder, der på grund af beløbsmaksimeringen i §§ 9 og 10 i lov om en indskyder- og investorgarantiordning ikke dækkes af Garantiformuen.
Stk. 3 Gældsforpligtelser omfattet af denne bestemmelse betales umiddelbart efter simple fordringer i medfør af konkurslovens § 97, men er foranstillet fordringer i medfør af konkurslovens § 98 samt øvrige efterstillede forpligtelser, hvis følgende betingelser er opfyldt:
-
1) Gældsforpligtelserne har en oprindelig kontraktmæssig løbetid på mindst 1 år.
-
2) Gældsforpligtelserne er ikke derivater og har ingen indbyggede afledte finansielle instrumenter.
-
3) Aftalegrundlaget og i givet fald prospektet for udstedelsen henviser til placeringen i prioritetsordenen ved konkurs.
Stk. 4 Ved konkurs betales fordringer vedrørende kapitalgrundlag i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, nr. 118, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 3 og 4, i lov om finansiel virksomhed eller artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber og regler fastsat i medfør af § 128, stk. 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter efter andre fordringer. Et kapitalinstrument, som kun delvis anses for at være en kapitalgrundlagspost, betales i sin helhed som kapitalgrundlag i medfør af 1. pkt.
Stk. 5 Ved konkurs i en virksomhed betales egentlige kernekapitalinstrumenter efter hybride kernekapitalinstrumenter og hybride kernekapitalinstrumenter efter supplerende kapitalinstrumenter. Et kapitalinstrument, som kun delvis anses for at være en kapitalgrundlagspost, betales i sin helhed som kapitalgrundlag i medfør af 1. pkt.