Finansiel Stabilitet iværksætter afviklingsforanstaltninger over for en virksomhed, hvis Finansiel Stabilitet vurderer, at følgende betingelser for afvikling er opfyldt:
-
1) Finanstilsynet har efter høring af Finansiel Stabilitet meddelt Finansiel Stabilitet, at virksomheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a i lov om finansiel virksomhed eller § 165 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.
-
2) Finanstilsynet har meddelt Finansiel Stabilitet, at der ikke er udsigt til, at andre tiltag, herunder tiltag iværksat af den private sektor eller Finanstilsynet, inden for en passende tidshorisont vil kunne forhindre, at virksomheden må afvikles.
-
3) Offentlighedens interesse, jf. afviklingsmålene i § 5, nødvendiggør iværksættelse af en eller flere afviklingsforanstaltninger.
Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for en finansiel holdingvirksomhed. Finansiel Stabilitet kan, uanset om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, iværksætte afviklingsforanstaltninger over for en finansiel holdingvirksomhed, hvis følgende betingelser er opfyldt:
-
1) Den finansielle holdingvirksomhed er en afviklingsenhed.
-
2) En eller flere af den finansielle holdingvirksomheds dattervirksomheder, som er pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller fondsmæglerselskaber, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer og -aktiviteter nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, og som ikke er afviklingsenheder, opfylder betingelserne for afvikling.
-
3) Finanstilsynet vurderer, at et sammenbrud i en finansiel holdingvirksomheds dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de investeringsservicer og -aktiviteter nævnt i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, og som ikke er en afviklingsenhed, vil medføre risiko for sammenbrud i afviklingskoncernen.
Stk. 3 Ejes dattervirksomhederne af en blandet holdingvirksomhed direkte eller indirekte af en mellemliggende finansiel holdingvirksomhed, træffes afviklingsforanstaltninger alene med henblik på koncernafvikling over for den mellemliggende finansielle holdingvirksomhed.
Stk. 4 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for finansieringsinstitutter, hvis betingelserne for afvikling er opfyldt både for finansieringsinstituttet og finansieringsinstituttets modervirksomhed.
Stk. 5 Vurderer Finansiel Stabilitet, at betingelsen i stk. 1, nr. 3, ikke er opfyldt, iværksætter Finansiel Stabilitet ikke afviklingsforanstaltninger, jf. dog stk. 2 og § 18 a.
Stk. 6 Finansiel Stabilitet kan iværksætte afviklingsforanstaltninger over for et centralt organ samt pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som er fast tilknyttet til et sådant organ, og som indgår i samme afviklingskoncern, når den pågældende afviklingskoncern opfylder betingelserne for afvikling.