Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 333 af 31. marts 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 4. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 2110 af 22. december 2020, lov nr. 1155 af 8. juni 2021, lov nr. 1163 af 8. juni 2021, lov nr. 1164 af 8. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021 og lov nr. 570 af 10. maj 2022

Afviklingsmål
§ 5

Finansiel Stabilitet tager ved valget og anvendelsen af afviklingsværktøjer samt øvrige afviklingsforanstaltninger hensyn til følgende afviklingsmål:

  • 1) At sikre videreførelse af kritiske funktioner, hvis ophør kan forventes at føre til forstyrrelser i ydelser, der er af afgørende betydning for realøkonomien, eller føre til forstyrrelse af den finansielle stabilitet.

  • 2) At undgå betydelige negative konsekvenser for den finansielle stabilitet, navnlig ved at forebygge spredning, herunder til markedets infrastrukturer, og ved at opretholde markedsdisciplinen.

  • 3) At beskytte offentlige midler ved at minimere afhængigheden af ekstraordinær offentlig finansiel støtte.

  • 4) At beskytte indskydere og investorer omfattet af lov om en indskyder- og investorgarantiordning.

  • 5) At beskytte kunders midler og aktiver.