Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter sammenlægningsudvalget kan pålægge kommunalbestyrelsen i en kommune, der indgår i en sammenlægning, at nedsætte størrelsen af en bevilling, der er fastsat med vedtagelsen af budgettet for 2006, til et bestemt beløb. Reglerne kan begrænses til at vedrøre en eller flere kommuner eller bevillinger inden for et eller flere bestemte områder.
Stk. 2 Et pålæg efter stk. 1 udgør den bindende regel for forvaltningen i den i stk. 1 nævnte kommune fra det tidspunkt, hvor pålægget meddeles kommunalbestyrelsen. Foranstaltninger, der medfører indtægter eller udgifter, som indebærer en overskridelse af den i henhold til pålægget nedsatte bevilling, kan ikke iværksættes. Foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, kan dog iværksættes uanset pålægget.