STU-loven § 5

Denne konsoliderede version af sTU-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov

Lov nr. 564 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 28. maj 2019,
som ændret ved lov nr. 731 af 13. juni 2023 og lov nr. 754 af 13. juni 2023

§ 5

I forløbsplanen, jf. § 4, stk. 2, kan indgå elementer, der leveres af

  • 1) efterskoler i form af særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb efter § 4, stk. 2, og supplerende undervisningstilbud for unge, jf. lov om efterskoler og frie fagskoler,

  • 2) frie fagskoler og folkehøjskoler, jf. lov om folkehøjskoler og lov om efterskoler og frie fagskoler,

  • 3) institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse,

  • 4) daghøjskoler, jf. folkeoplysningsloven,

  • 5) værksteder og andre institutioner, herunder voksenuddannelsescentre og disses driftsoverenskomstparter, og

  • 6) institutioner for forberedende grunduddannelse i form af særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb efter § 4, stk. 2.

Stk. 2 Indgår kommunalbestyrelsen aftale om tilrettelæggelse af den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse eller elementer af denne med en af de institutioner, der er nævnt i stk. 1, eller med et andet uddannelsessted, skal dette ske i form af en kvalitetsaftale, jf. stk. 3. Kravet om indgåelse af en kvalitetsaftale gælder ikke for et kommunalt uddannelsessted i forhold til den kommunalbestyrelse, som uddannelsesstedet hører under.

Stk. 3 Kvalitetsaftalen skal indeholde

  • 1) en beskrivelse af opgavefordelingen mellem kommunalbestyrelsen og uddannelsesstedet,

  • 2) en beskrivelse af undervisningens indhold, tilrettelæggelse og omfang,

  • 3) en beskrivelse af de økonomiske vilkår for uddannelsesstedets varetagelse af opgaven, herunder budget og regnskab,

  • 4) en angivelse af eventuelle kvalitetsparametre for institutionens udførelse af opgaven og

  • 5) et krav om, at institutionen giver kommunalbestyrelsen de oplysninger, som kommunalbestyrelsen skønner nødvendige, om varetagelsen af opgaven.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af kvalitetsaftalen. Børne- og undervisningsministeren udsender en vejledende skabelon til kvalitetsaftalen.

Stk. 5 Kommunen afholder udgiften til særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb efter § 4, stk. 2, og supplerende undervisningstilbud samt til den i stk. 2 nævnte tilrettelæggelse.

Stk. 6 De i stk. 1, nr. 1-3 nævnte institutioners og de i stk. 1, nr. 5, nævnte voksenuddannelsescentres udbud af særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb efter § 4, stk. 2, supplerende undervisningstilbud og den i stk. 2 nævnte tilrettelæggelse skal ske som indtægtsdækket virksomhed.

Stk. 7 Udgifter til elementer af ordinær undervisning, der leveres af de i stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte institutioner og de i stk. 1, nr. 5, nævnte voksenuddannelsescentre, finansieres efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for den pågældende aktivitet.Udgifter til eventuel elevbetaling el. lign. for deltagelse i ordinær undervisning afholdes af kommunen.