Markedsføringsloven GAMMEL § 5

Denne konsoliderede version af markedsføringsloven GAMMEL er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

denne lov blev ophævet den 1. juli 2017, men er stadig relevant i nogle tilfælde

Lov om markedsføring

Lov nr. 1389 af 21. december 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25. september 2013,
som ændret ved lov nr. 1460 af 17. december 2013

Sammenlignende reklame
§ 5

Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til varer eller tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent.

Stk. 2 Sammenlignende reklame, jf. stk. 1, er tilladt efter denne lov, når sammenligningen

  • 1) ikke er vildledende,

  • 2) angår varer eller tjenesteydelser, der opfylder samme behov eller tjener samme formål,

  • 3) er objektiv og sammenligner en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som er repræsentative for disse varer eller tjenesteydelser, herunder prisen,

  • 4) ikke skaber forveksling på markedet mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem annoncørens og en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn, varer eller tjenesteydelser,

  • 5) ikke miskrediterer eller nedvurderer en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn, varer, tjenesteydelser, aktiviteter eller øvrige forhold,

  • 6) for produkter med oprindelsesbetegnelse i hvert enkelt tilfælde vedrører produkter med samme betegnelse,

  • 7) ikke drager utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærke, firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, eller af konkurrerende produkters oprindelsesbetegnelser og

  • 8) ikke fremstiller en vare eller tjenesteydelse som en imitation eller en kopi af en vare eller tjenesteydelse, der er dækket af et beskyttet varemærke eller firmanavn.