Minimumsbeskatningsloven § 72

Denne konsoliderede version af minimumsbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en ekstraskat for visse koncernenheder (minimumsbeskatningsloven)

Lov nr. 1535 af 12. december 2023,
som ændret ved lov nr. 684 af 11. juni 2024

§ 72

For regnskabsår, der begynder den 31. december 2026 eller før, og som slutter senest den 30. juni 2028, kan ekstraskatten i en jurisdiktion fastsættes til nul, hvis

  • 1) den multinationale koncern ifølge koncernens kvalificerede land for land-rapport for regnskabsåret har en samlet omsætning i jurisdiktionen på mindre end 10 mio. euro og et samlet resultat før skat i jurisdiktionen på mindre end 1 mio. euro,

  • 2) den multinationale koncern for regnskabsåret har en forenklet effektiv skattesats i jurisdiktionen, der er lig med eller større end overgangssatsen, eller

  • 3) den multinationale koncern har et resultat før skat i jurisdiktionen, der er lig med eller mindre end det substansbaserede indkomstudelukkelsesbeløb beregnet efter § 30 for de koncernenheder, der efter land for land-rapporten er hjemmehørende i jurisdiktionen.

Stk. 2 Den forenklede beregning efter stk. 1 for en jurisdiktion kan vælges for det første år, hvor den multinationale koncern omfattes af reglerne i denne lov.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder tillige anvendelse for joint ventures og tilknyttede joint ventures, jf. § 38, idet disse skal behandles som koncernenheder i en selvstændig multinational koncern, dog med den undtagelse, at den kvalificerede indkomst eller det kvalificerede tab og den totale omsætning er de beløb, der er rapporteret i de kvalificerede regnskaber.

Stk. 4 I denne bestemmelse forstås ved:

  • 1) Forenklede omfattede skatter: Regnskabsårets skatteudgifter i jurisdiktionen som rapporteret i den multinationale koncerns kvalificerede regnskab efter eliminering af skatter, som ikke er omfattede skatter og usikre skattepositioner som rapporteret i den multinationale koncerns kvalificerede regnskaber.

  • 2) Forenklet effektiv skattesats: De forenklede omfattede skatter i jurisdiktionen divideret med resultatet før skat som rapporteret af den multinationale koncern i den kvalificerede land for land-rapport.

  • 3) Overgangssatser: 15 pct. for regnskabsår, der begynder i 2023 og 2024, 16 pct. for regnskabsår, der begynder i 2025, og 17 pct. for regnskabsår, der begynder i 2026.

  • 4) Kvalificeret land for land-rapport: En land for land-rapportering, der er udarbejdet og indgivet på baggrund af kvalificerede regnskaber. En land for land-rapport udarbejdet på baggrund af kvalificerede regnskaber, der medregner reguleringer som følge af allokering af købesum, anses kun for en kvalificeret land for land-rapport, hvis reguleringerne vedrørende koncernenheden er medregnet i alle koncernens land for land-rapporter, der er indgivet for regnskabsår, der begynder efter den 31. december 2022, eller en koncernenhed ved lov eller anden offentligretlig regulering har været forpligtet til at ændre det regnskab, som land for land-rapporteringen er udarbejdet på baggrund af, således at reguleringer for købesum medregnes. En land for land-rapport anses kun for en kvalificeret land for land-rapport, hvis eventuelle tab ved værdiforringelse af goodwill konstateret ved transaktioner gennemført efter den 30. november 2021, der er medregnet ved opgørelsen af resultatet før skat, er tilbageført ved vurderingen af, om koncernen i jurisdiktionen opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 2 og 3. 4. pkt. finder dog ikke anvendelse ved vurderingen af, om koncernen i jurisdiktionen opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 2, hvis tabet ved værdiforringelse af goodwill modsvares af en tilbageførsel af en udskudt skatteforpligtelse eller af en medregning eller forøgelse af et udskudt skatteaktiv som følge af værdiforringelsen af goodwill.

  • 5) Kvalificeret regnskab:

    • a) De bogføringskonti, der er anvendt til at udarbejde den multinationale koncerns ultimative moderselskabs konsoliderede regnskaber,

    • b) den enkelte koncernenheds regnskab, hvis det er udarbejdet i overensstemmelse med en almindelig anerkendt eller godkendt regnskabsstandard, dog forudsat at oplysningerne i regnskaber udarbejdet efter en godkendt regnskabsstandard er pålidelige, eller

    • c) en koncernenheds regnskab, der er anvendt ved udarbejdelsen af koncernens land for land-rapport, hvis koncernenhedens regnskab ikke er inkluderet i en multinational koncerns konsoliderede regnskaber udelukkende på grund af størrelse eller væsentlighed.

  • 6) Samlet omsætning: En multinational koncerns samlede omsætning i en jurisdiktion ifølge koncernens kvalificerede land for land-rapport. Den samlede omsætning i koncernenheder i jurisdiktionen, der besiddes med henblik på salg, jf. § 4, nr. 3, litra a, medregnes i koncernens samlede omsætning.

  • 7) Resultat før skat: En multinational koncerns resultat før skat i en jurisdiktion ifølge koncernens kvalificerede land for land-rapport. Et urealiseret nettotab, der er et resultat af ændringer i markedsværdien af aktiebesiddelser, der ikke er en porteføljeandel, skal dog være fratrukket resultatet før skat, hvis dette nettotab overstiger 50 mio. euro i en jurisdiktion.

Stk. 5 Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse for store nationale koncerner og for multinationale koncerner, der ikke er forpligtet til at indgive en land for land-rapport.