Pensionsbeskatningsloven § 53

Denne konsoliderede version af pensionsbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven)

Lov nr. 310 af 9. juni 1971,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1243 af 26. november 2024,
som ændret ved lov nr. 1655 af 30. december 2024 og lov nr. 1691 af 30. december 2024

§ 53

I tilfælde af ratevis eller udskudt udbetaling af en kapitalforsikring, for hvilken forsikringsbegivenheden er indtrådt, medregnes afkastet af forsikringen ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Afkastet opgøres efter §§ 3-5 i pensionsafkastbeskatningsloven og medregnes i den skattepligtige indkomst som kapitalindkomst. Efter pensionsafkastbeskatningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., skal dog alene medregnes forskellen mellem værdien af forsikringens depot ved indkomstårets udgang korrigeret efter § 4, stk. 3, og værdien af forsikringens depot ved indkomstårets begyndelse korrigeret efter § 4, stk. 4.

Stk. 2 Indkomstskattepligten påhviler ejeren, den pensionsberettigede eller den eller dem, der efter ejerens eller den første pensionsberettigedes død er berettiget til udbetalinger fra ordningen. Er der flere berettigede, fordeles det opgjorte afkast efter forholdet mellem de pågældendes andele af indeståendet på ordningen ved indkomstårets udgang.