Planloven § 1

Denne konsoliderede version af planloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om planlægning

Lov nr. 388 af 6. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 29. maj 2024,
som ændret ved lov nr. 614 af 11. juni 2024 og lov nr. 1678 af 30. december 2024

§ 1

Loven skal sikre en sammenhængende planlægning, der forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen, medvirker til at værne om landets natur og miljø samt klima og skaber gode rammer for vækst og udvikling i hele landet, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag med respekt for menneskets livsvilkår, bevarelse af dyre- og planteliv og øget økonomisk velstand.

Stk. 2 Loven tilsigter særlig,

  • 1) at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte kommuner og lokalsamfund,

  • 2) at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber,

  • 3) at skabe gode rammer for erhvervsudvikling og vækst,

  • 4) at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig naturværdi og landskabelig værdi,

  • 5) at biodiversiteten understøttes, og at udledning af drivhusgasser, forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges,

  • 6) at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet, og

  • 7) at alsidighed i boligsammensætningen fremmes gennem mulighed for planlægning for almene boliger i byerne.