Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos virksomheder, der omfattes af § 3 eller § 13, stk. 1, 2. pkt., eller som har købt, leveret eller transporteret afgiftspligtige varer, at efterse varebeholdninger, forretningsbøger, øvrigt regnskabsmateriale og korrespondancer m.v., der er relevante for kontrollen af lovens overholdelse.
Stk. 2 Ejere af virksomheder som nævnt i stk. 1 og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 omhandlede eftersyn.
Stk. 3 Materiale nævnt i stk. 1 skal på told- og skatteforvaltningens anmodning udleveres eller indsendes til denne.
Stk. 4 Virksomheder skal på anmodning meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres indkøb af afgiftspligtige varer til virksomheden.
Stk. 5 Leverandører af afgiftspligtige varer skal på anmodning meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om deres leverancer til virksomheder.
Stk. 6 Told- og skatteforvaltningen kan foretage eftersyn af afgiftspligtige varer under transport, når disse erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end oplagshavere.
Stk. 7 I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 er registreret elektronisk, omfatter told- og skatteforvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.