Børne- og ungeudvalget består af
-
1) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer,
-
2) 1 byretsdommer eller fuldmægtig ved domstolene, der udpeges af retspræsidenten i retskredsen, og
-
3) 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige, der udpeges af Familieretshuset for en periode, som svarer til den kommunale valgperiode.
Stk. 2 Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at møde, når medlemmet er forhindret i at deltage. Kommunalbestyrelsen i kommuner med 55.000 indbyggere eller derover kan beslutte, at der udpeges 2 stedfortrædere for hvert medlem af børne- og ungeudvalget. Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune kan beslutte, at der udpeges 3 stedfortrædere for hvert medlem af børne- og ungeudvalget. Indbyggertallet i 2. pkt. opgøres pr. 1. juli i de år, hvor der er valg til kommunalbestyrelsen, og gælder for hele den efterfølgende kommunale valgperiode.
Stk. 3 Er et medlem efter stk. 1, nr. 1, eller et sådant medlems stedfortræder efter stk. 2 forhindret i at deltage i et møde, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at en stedfortræder for det andet kommunalbestyrelsesmedlem indkaldes til at deltage i mødet.
Stk. 4 En pensioneret dommer eller fuldmægtig, der er tilkaldt for at virke som dommer eller fuldmægtig, jf. retsplejelovens § 51 e og § 54, stk. 3, jf. § 51 e, kan udpeges efter stk. 1, nr. 2.
Stk. 5 Er et sagkyndigt medlem efter stk. 1, nr. 3, eller et sådant medlems stedfortræder efter stk. 2 forhindret i at deltage i et møde, kan kommunalbestyrelsen indkalde en stedfortræder for det andet sagkyndige medlem til at deltage i mødet.
Stk. 6 De pædagogisk-psykologisk sagkyndige, som udpeges efter stk. 1, nr. 3, kan ikke deltage i behandling af andre sager vedrørende samme person eller samme familie inden for den offentlige forvaltning, herunder behandlingen af sager i Familieretshuset og klagesager.