Schengenkonventionsloven

Denne konsoliderede version af schengenkonventionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen

Lov nr. 418 af 10. juni 1997,
som ændret ved lov nr. 227 af 2. april 2003, lov nr. 448 af 9. juni 2004, lov nr. 521 af 6. juni 2007 og lov nr. 721 af 27. april 2021

Loven er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringslove, som er indarbejdet.

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov
§ 1

Aftale af 19. december 1996 om Danmarks tiltrædelse af konvention om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (Schengenkonventionen) kan ratificeres på Danmarks vegne.

Stk. 2 Endvidere kan samarbejdsaftale af 19. december 1996 mellem Schengenmedlemslandene og Norge og Island om afskaffelse af personkontrollen ved de fælles grænser ratificeres på Danmarks vegne.

Stk. 3 Justitsministeren kan på Danmarks vegne i Rådet for Den Europæiske Union medvirke til vedtagelsen af en rådsafgørelse om ændring af Schengenkonventionens artikel 40, stk. 1 og 7.

Stk. 4 Justitsministeren kan på Danmarks vegne i Rådet for Den Europæiske Union medvirke til vedtagelsen af en rådsafgørelse om indførelse af nye funktioner i Schengen-informationssystemet, herunder i forbindelse med terrorismebekæmpelse.

Stk. 5 Justitsministeren kan på Danmarks vegne i Rådet for Den Europæiske Union medvirke til vedtagelsen af en rådsafgørelse om oprettelse, drift og brug af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II).

§ 2

Bestemmelserne i forordningerne (EU) nr. 2018/1861 og (EU) nr. 2018/1862 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne for henholdsvis ind- og udrejsekontrol og politisamarbejde og strafferetligt samarbejde og forordning (EU) nr. 2018/1860 om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold med senere ændringer gælder her i landet.

Stk. 2 Rigspolitiet er N. SIS-kontoret efter artikel 7, stk. 1, i forordningerne (EU) nr. 2018/1861 og (EU) nr. 2018/1862 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på områderne for henholdsvis ind- og udrejsekontrol og politisamarbejde og strafferetligt samarbejde m.v. og artikel 19 i forordning (EU) nr. 2018/1860 om brug af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf. artikel 7, stk. 1, i forordningen om oprettelse, drift og brug af SIS på området ind- og udrejsekontrol m.v.

Stk. 3 Datatilsynet er tilsynsmyndighed efter henholdsvis artikel 55 i forordning (EU) nr. 2018/1861 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol, artikel 69 i forordning (EU) nr. 2018/1862 om oprettelse, drift og brug af SIS på området politisamarbejde og strafferetligt samarbejde, artikel 19 i forordning (EU) nr. 2018/1860 om brug af SIS i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, jf. artikel 55 i forordningen om oprettelse, drift og brug af SIS på området ind- og udrejsekontrol, samt efter Schengenkonventionens artikel 128.

§ 3

Polititjenestemænd fra et andet Schengenmedlemsland m.v., der udfører opgaver i Danmark efter konventionens artikel 40 og 41, har ret til at bære tjenestevåben efter konventionens regler.

Stk. 2 Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed og kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv finder også anvendelse, når forholdet er begået mod eller af polititjenestemænd fra et andet Schengenmedlemsland m.v. under udførelse af opgaver i Danmark efter konventionens artikel 40 og 41.

Stk. 3 Forvolder polititjenestemænd fra et andet Schengenmedlemsland m.v. under udførelse af opgaver i Danmark efter konventionens artikel 40 og 41 skader, som efter dansk ret medfører erstatningspligt, udbetales erstatning af justitsministeren.

Stk. 4 Reglerne i stk. 1-3 gælder for de opgaver, som polititjenestemænd fra et andet Schengenmedlemsland udfører i Danmark efter konventionens artikel 40 som ændret ved den i § 1, stk. 3, nævnte rådsafgørelse.

§ 4

Lovens § 1 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2 Justitsministeren fastsætter ikrafttrædelsestidspunktet for lovens øvrige bestemmelser.

§ 5

Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan, for så vidt angår § 2, ved kongelig anordning sættes i kraft også for disse landsdele.