Skatteindberetningsloven § 19

Denne konsoliderede version af skatteindberetningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Skatteindberetningslov

Lov nr. 1536 af 19. december 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2024

§ 19

De indberetningspligtige efter stk. 3 skal indberette til told- og skatteforvaltningen om erhvervelser og afståelser af obligationer, herunder konvertible obligationer, hybride gældslignende instrumenter udstedt af selskaber og omfattet af statsskatteloven, aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 19 A, 19 B eller 19 C og investeringsbeviser. Tilsvarende gælder for overførsel af de i 1. pkt. nævnte værdipapirer mellem en aktiesparekonto omfattet af aktiesparekontoloven og dennes ejer eller mellem en rateopsparing i pensionsøjemed, en opsparing i pensionsøjemed, en aldersopsparing, en selvpensioneringsordning eller en børneopsparingsordning, der er omfattet af pensionsbeskatningsloven, og dennes ejer. Indberetningspligten omfatter endvidere hævninger i kontoførende investeringsforeninger og indfrielser af obligationer og hybride gældslignende instrumenter udstedt af selskaber og omfattet af statsskatteloven. Indberetning skal dog ikke foretages, hvis der er tale om en undtaget ordning omfattet af pensionsbeskatningsloven, jf. § 50. Indberetningen skal omfatte oplysning om:

  • 1) Identiteten, antallet eller den pålydende værdi og arten af værdipapirerne.

  • 2) Anskaffelsestidspunktet, afståelsestidspunktet eller indfrielsestidspunktet.

  • 3) Anskaffelsessummen, afståelsessummen eller indfrielsesbeløbet og eventuel betaling for vedhængende renter.

  • 4) Tidspunktet for den enkelte hævning af indestående i en kontoførende investeringsforening.

  • 5) Den del af urealiseret fortjeneste eller tab på den kontoførende investeringsforenings værdipapirer på tidspunktet for hævningen, der svarer til den enkelte hævning.

Stk. 2 De indberetningspligtige efter stk. 3 skal indberette oplysninger efter stk. 1 vedrørende indgåelse af aftaler om eller overdragelse af terminskontrakter, køberetter og salgsretter omfattet af kursgevinstloven, når en af aftaleparterne er en person, jf. dog § 50. Tilsvarende gælder for fordringer, der efter kursgevinstlovens § 29, stk. 3, omfattes af kursgevinstlovens kapitel 6 og 7.

Stk. 3 Indberetningspligten påhviler den, der som led i sit erhverv handler med eller formidler overdragelse af værdipapirer nævnt i stk. 1 eller kontrakter og fordringer nævnt i stk. 2 eller medvirker til overførsler omfattet af stk. 1, 2. pkt. Det samme gælder den, der har det som sit erhverv at indgå eller formidle aftaler om sådanne kontrakter eller fordringer. Indberetningspligten vedrørende hævninger fra en konto i en kontoførende investeringsforening påhviler foreningen. Indberetningspligten vedrørende indfrielser af obligationer og hybride gældslignende instrumenter udstedt af selskaber og omfattet af statsskatteloven påhviler som udgangspunkt den, der modtager værdipapirerne i depot til forvaltning. Er værdipapiret ikke deponeret her i landet, og formidles indfrielsen af obligationen eller det gældslignende instrument af en anden, der som led i sit erhverv formidler eller foretager indløsninger, påhviler indberetningspligten denne.

Stk. 4 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetningen efter stk. 1 og 2. Bekendtgørelse om skatteindberetning m.v.