Efter nærmere regler fastsat af skatteministeren skal de indberetningspligtige efter stk. 2 indberette oplysninger til told- og skatteforvaltningen om erhvervelser og afståelser af obligationer, herunder konvertible obligationer, aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 og investeringsbeviser. Indberetningspligten omfatter endvidere hævninger i kontoførende investeringsforeninger og indfrielser af obligationer. Herunder kan skatteministeren fastsætte regler om indberetning af oplysninger om
-
1) identiteten, antallet eller den pålydende værdi og arten af værdipapirerne samt anskaffelsestidspunktet, afståelsestidspunktet eller indfrielsestidspunktet og anskaffelsessummen, afståelsessummen eller indfrielsesbeløbet og
-
2) tidspunktet for den enkelte hævning af indestående i en kontoførende investeringsforening samt den del af urealiseret fortjeneste eller tab på den kontoførende investeringsforenings værdipapirer på tidspunktet for hævningen, der svarer til den enkelte hævning.
Stk. 2 Skatteministeren fastsætter nærmere regler om, hvem der er indberetningspligtige efter stk. 1. Indberetningspligten vedrørende erhvervelser og afståelser kan pålægges erhververen, overdrageren eller den, der formidler overdragelsen. Indberetningspligten vedrørende indfrielser af obligationer kan pålægges den, som har haft modtaget de indfriede obligationer i depot til forvaltning, eller den, der indløser obligationerne.
Stk. 3 Skatteministeren kan pålægge parterne pligt til at afgive identitetsoplysninger, jf. § 3 A, stk. 5, og godtgøre rigtigheden af de givne oplysninger. Skatteministeren kan fastsætte regler om identifikation m.v. for personer, der hverken har personnummer eller virksomhedsnummer, og personer, der er bosat eller opholder sig i udlandet.
Stk. 4 Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på indgåelse af aftaler om eller overdragelse af terminskontrakter, køberetter og salgsretter omfattet af kursgevinstloven, når en af aftaleparterne er en person. Tilsvarende gælder for fordringer, der efter kursgevinstlovens § 29, stk. 3, omfattes af kursgevinstlovens kapitel 6 og 7.
Stk. 5 En erhverver eller overdrager, der ikke opfylder den oplysningspligt, vedkommende er pålagt, kan anses for skattepligtig af indberettede renter og udbytter vedrørende den overdragne obligation m.v. eller kupon. Oplysningspligten anses for opfyldt, hvis en formidler har indberettet oplysningerne efter § 11 H.