Skifteloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af skifteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ægtefælleskifte m.v.

Lov nr. 594 af 14. juni 2011,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1808 af 3. september 2021

Kapitel 3 1 Fællesboets behandling ved bobehandler
Udpegning af bobehandler
§ 18

Henvises en sag til bobehandler, udpeger skifteretten en autoriseret bobehandler til at varetage bobehandlingen. Ønsker ægtefællerne en bestemt autoriseret bobehandler, udpeger skifteretten i almindelighed denne.

Stk. 2 Skifteretten kan tillade, at ægtefællerne i enighed vælger en bobehandler, der ikke er autoriseret, hvis særlige grunde taler for det.

Stk. 3 Hvis ægtefællerne under boets behandling i enighed fremsætter ønske om en anden bobehandler og forholdene taler for det, udpeger skifteretten en ny bobehandler efter stk. 1 og 2.

Stk. 4 Bliver en udpeget bobehandler forhindret, eller opfylder denne ikke længere betingelserne for at behandle boet, udpeger skifteretten en ny bobehandler efter stk. 1 og 2. Hvis forholdene taler for det, kan skifteretten dog bestemme, at en bobehandler, hvis autorisation udløber, kan fortsætte behandlingen af et påbegyndt skifte.

Bobehandlerens opgaver
§ 19

Bobehandleren vejleder i nødvendigt omfang ægtefællerne om deres retsstilling og bistår ved praktiske spørgsmål under skiftet. Bobehandleren skal søge at opnå holdbare løsninger af ægtefællernes konflikter på en betryggende måde, hvor omkostningerne står i rimeligt forhold til boets værdier.

§ 20

Bobehandleren orienterer løbende ægtefællerne om bobehandlingens forløb og forventede afslutning.

Stk. 2 Bobehandleren indkalder ægtefællerne til møde, når der er behov for det. Bobehandleren kan tillade, at andre deltager i mødet.

Stk. 3 Bobehandleren udfærdiger referat af møderne og af mundtlige tilkendegivelser fra ægtefællerne i øvrigt. Det skal fremgå, hvad ægtefællerne er enige og uenige om.

Stk. 4 Ved tvister skal bobehandleren opfordre til sagsanlæg efter § 2, stk. 1. Hvis sag ikke anlægges, skal bobehandleren redegøre for sin vurdering af spørgsmålet, som vil blive lagt til grund under sagens videre behandling. Bobehandleren skal på ny opfordre til sagsanlæg, hvis en ægtefælle ikke er enig i vurderingen.

Prisoplysning m.v.
§ 21

Bobehandleren skal på det første møde, og når der i øvrigt er anledning til det, skriftligt oplyse ægtefællerne om, hvordan bobehandlerens salær beregnes, og om muligt den forventede størrelse heraf. Bobehandleren skal endvidere oplyse om, hvilke øvrige omkostninger der må forventes.

Oplysninger m.v.
§ 22

Bobehandleren skal sikre sig, at de oplysninger, der er nødvendige for at dele fællesboet, foreligger. Hvis en ægtefælle ikke efter opfordring meddeler oplysningerne, kan bobehandleren indhente dem fra offentlige myndigheder og private, herunder forsikringsselskaber og penge-, pensions- og realkreditinstitutter. Modsætter en ægtefælle sig, at oplysningerne indhentes, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse. Er det nødvendigt at anvende tvangsmidler, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse.

Stk. 2 Bobehandleren kan anmode skifteretten om at pålægge en ægtefælle eller enhver anden at give møde og afgive forklaring for skifteretten.

Stk. 3 Bobehandleren skal i nødvendigt omfang lade aktiver og passiver vurdere. Er en ægtefælle uenig i fremgangsmåden, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse.

Stk. 4 Bobehandleren kan antage sagkyndig bistand. Er en ægtefælle uenig heri, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse.

Advokatbeskikkelse
§ 23

Skifteretten kan efter anmodning fra en ægtefælle eller efter indstilling fra bobehandleren beskikke en advokat for en ægtefælle, hvis det ikke findes forsvarligt at behandle boet, uden at den pågældende har advokatbistand. Beskikkelsen kan begrænses til en bestemt opgave eller til et bestemt antal timer.

Stk. 2 Ægtefællen skal erstatte statskassen dennes udgifter i forbindelse med beskikkelsen, medmindre ægtefællen har fri proces.

Udlæg af aktiver under skiftet
§ 24

Bobehandleren skal snarest muligt søge afklaret, om en eller begge ægtefæller ønsker et aktiv udlagt efter vurdering.

Salg af aktiver
§ 25

Ønsker ingen af ægtefællerne et aktiv udlagt, skal bobehandleren sørge for, at det afhændes på en måde, som tjener ægtefællernes interesser bedst muligt.

Stk. 2 Er en ægtefælle uenig, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse.

Stk. 3 Salg ved auktion sker efter retsplejelovens regler.

Acontobetaling
§ 26

Bobehandleren kan efter anmodning fra en ægtefælle henstille, at den anden betaler et acontobeløb, hvis der er et sikkert grundlag for, at ægtefællen ved boets afslutning vil have krav på dette beløb, og der ikke er udsigt til en snarlig afslutning af bobehandlingen.

Stk. 2 Er en ægtefælle uenig, eller er der behov for tvangsfuldbyrdelse, anmoder bobehandleren skifteretten om at træffe afgørelse.

Partiel boopgørelse
§ 27

Bobehandleren kan udarbejde et udkast til en opgørelse over en del af boet, hvis der er et særligt behov og et sikkert grundlag for det.

Stk. 2 §§ 28 og 29 og kapitel 4 finder anvendelse med de fornødne lempelser.

Udkast til boopgørelse
§ 28

Bobehandleren udfærdiger udkast til boopgørelse. Udkastet skal indeholde en redegørelse for alle væsentlige forhold af betydning for fællesboets deling og skiftets gennemførelse, herunder

  • 1) en redegørelse for bobehandlingens forløb,

  • 2) en opgørelse over hver ægtefælles aktiver og passiver, herunder værdiansættelsen heraf, samt eventuelle indtægter og udgifter, der knytter sig hertil,

  • 3) en angivelse af eventuelle indbyrdes krav, herunder vederlags-, godtgørelses- og kompensationskrav,

  • 4) en angivelse af udlæg af aktiverne og passiverne samt vilkårene herfor,

  • 5) en indstilling vedrørende størrelsen af bobehandlerens salær og

  • 6) en indstilling vedrørende fordelingen af boomkostningerne, jf. § 42.

Stk. 2 Er ægtefællerne enige om spørgsmål af betydning for boopgørelsen, lægges enigheden til grund. I modsat fald lægger bobehandleren sin egen vurdering til grund.

Stk. 3 Hvis opgørelsen alene omfatter en del af fællesboet, skal dette fremgå af opgørelsen.

Forelæggelse for ægtefællerne
§ 29

Bobehandleren forelægger på betryggende måde udkastet til boopgørelse efter § 28 for skifteretten og ægtefællerne.

Stk. 2 Hver af ægtefællerne kan inden for en frist på 4 uger efter modtagelsen af udkastet til boopgørelse skriftligt gøre indsigelse til skifteretten over udkastet, herunder bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne.

Afbrudt skifte
§ 30

Må bobehandleren afslutte sit arbejde, før der kan udfærdiges et udkast til boopgørelse, som opfylder kravene i § 28, skal bobehandleren udfærdige et udkast, der i videst muligt omfang sætter ægtefællerne i stand til selv at færdiggøre opgørelsen.

Stk. 2 Bobehandleren underretter skifteretten om, at arbejdet er afsluttet uden udfærdigelse af boopgørelse, og indstiller størrelsen af sit salær og fordelingen af boomkostningerne.

Stk. 3 Hver af ægtefællerne kan inden for en frist på 4 uger efter modtagelsen skriftligt gøre indsigelse til skifteretten over bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne.