Solidaritetsbidragsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af solidaritetsbidragsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om et midlertidigt solidaritetsbidrag

Lov nr. 502 af 16. maj 2023

Kapitel 3 1 Ansættelse og opkrævning m.v.
§ 5

Skattelovgivningens almindelige regler om afgivelse af oplysninger til told- og skatteforvaltningen, skatteansættelse, klage, kontrol og opkrævning m.v., herunder de tilknyttede straffebestemmelser, finder tilsvarende anvendelse med hensyn til det midlertidige solidaritetsbidrag med de ændringer, der følger af denne lov.

§ 6

Det midlertidige solidaritetsbidrag svares med foreløbige beløb i to rater, som forfalder til betaling den 1. oktober 2023 (første rate) og den 1. i den anden måned efter fristen for afgivelse af oplysninger efter skattekontrollovens § 2 (anden rate). Sidste rettidige betalingsdag er den 20. i forfaldsmåneden.

Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen fastsætter de foreløbige beløb, der så vidt muligt skal svare til det midlertidige solidaritetsbidrag, der fastsættes efter indkomstårets udløb. Ved fastsættelsen af første rate af det foreløbige midlertidige solidaritetsbidrag lægges selskabets eller det faste driftssteds oplysninger efter § 7 til grund, i det omfang told- og skatteforvaltningen finder oplysningerne tilstrækkeligt sandsynliggjort. Første rate udgør halvdelen af det forventede midlertidige solidaritetsbidrag. Anden rate fastsættes på grundlag af oplysningerne, som er afgivet til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, således at summen af første og anden rate udgør det midlertidige solidaritetsbidrag. Hvis anden rate beregnet på dette grundlag er større end første rate, betales et tillæg på 2 pct. af forskelsbeløbet mellem første og anden rate. Er anden rate mindre end første rate, tilkommer der den skattepligtige en godtgørelse på 2 pct. af forskelsbeløbet. Tillæg eller godtgørelse medregnes ikke ved indkomstopgørelsen.

Stk. 3 Må det efter told- og skatteforvaltningens skøn antages, at det foreløbigt beregnede midlertidige solidaritetsbidrag vil være væsentlig større end det endelige midlertidige solidaritetsbidrag, skal der efter selskabets eller det faste driftssteds begæring herom ske hel eller delvis tilbagebetaling af første rate af det foreløbigt beregnede bidrag.

Stk. 4 Er et beløb, som den skattepligtige efter stk. 1 skal indbetale til det offentlige, ikke betalt rettidigt, skal selskabet eller det faste driftssted betale en rente i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Rentebeløbet tilfalder statskassen.

§ 7

Selskaber og faste driftssteder omfattet af § 2 skal til brug ved beregning og opkrævning af det foreløbige midlertidige solidaritetsbidrag give told- og skatteforvaltningen oplysning om det forventede beregningsgrundlag efter § 3. Told- og skatteforvaltningen udfærdiger skemaer, hvorpå oplysningerne gives senest den 1. juli 2023. Foreligger behørigt forskudsskema ikke inden den i 2. pkt. nævnte frist, fastlægges det forventede beregningsgrundlag skønsmæssigt.

§ 8

Afviger det endeligt ansatte midlertidige solidaritetsbidrag fra det foreløbigt beregnede midlertidige solidaritetsbidrag, skal der ske en efterbetaling eller tilbagebetaling af dette beløb. Beløbet tillægges en årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 2 pct., beregnet fra forfaldsdagen for den anden foreløbige rate, jf. § 6, stk. 1, indtil efterbetalingsbeløbet forfalder til betaling, eller indtil tilbagebetaling sker. Rentebeløbet medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 2 Efterbetalingsbeløbet forfalder til betaling den 1. i den anden måned, efter at der er givet underretning om ansættelsen med betalingsfrist til den 20. i forfaldsmåneden. Reglerne i § 6, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Tilbagebetaling sker inden udgangen af den måned, der følger nærmest efter, at der er givet underretning om ansættelsen. Forinden udbetaling modregnes eventuelle skatterestancer med påløbne renter.