Sommerhusloven § 10a

Denne konsoliderede version af sommerhusloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v.

Lov nr. 267 af 7. juni 1972,
jf. lovbekendtgørelse nr. 400 af 12. april 2024

§ 10a

Ministeren for byer og landdistrikter påser overholdelsen af denne lov og af de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, jfr. dog stk. 2.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen påser overholdelsen af § 4 og af de regler, der er fastsat med hjemmel i § 2, stk. 2 og 3, § 3 og § 3 a, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, og stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan bistå ministeren for byer og landdistrikter med undersøgelser og tilvejebringelse af faktiske oplysninger m.v. til brug for dennes tilsyn med overholdelsen af grænsen for udlejningen, jf. § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1.

Stk. 3 Ministeren for byer og landdistrikter kan, når det er nødvendigt for at påse overholdelsen af reglerne, jf. stk. 1,

  • 1) behandle, herunder indsamle og samkøre, oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra offentligt tilgængelige kilder, og

  • 2) behandle, herunder samkøre, oplysninger, som By-, Land- og Kirkeministeriet ud over de tilfælde, som er nævnt i nr. 1, er i besiddelse af.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan, når det er nødvendigt for at kunne bistå ministeren for byer og landdistrikter med førelsen af dennes tilsyn med overholdelsen af grænsen for udlejningen, jf. § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1,

  • 1) behandle, herunder indsamle og samkøre, oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra offentligt tilgængelige kilder,

  • 2) behandle, herunder samkøre, oplysninger, som kommunalbestyrelsen ud over de tilfælde, som er nævnt i nr. 1, er i besiddelse af, og

  • 3) få terminaladgang til nødvendige oplysninger om fysiske personers forhold i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister.

Stk. 5 Ministeren for byer og landdistrikter og kommunalbestyrelsen kan til brug for undersøgelse af en begrundet mistanke om overtrædelse af lovens § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, om udlejning af en ejers eller brugers fulde helårsbolig foretage følgende: Campingreglementet

  • 1) Indhente oplysninger fra forsyningsselskaber om en konkret boligs samlede forbrug i en afgrænset periode på mindst 1 måned.

  • 2) Opsøge udvalgte husstande. Adgangen efter 1. pkt. strækker sig alene hen til husstandens dør. Ministeren for byer og landdistrikter og kommunalbestyrelsen kan ikke overskride dørtærsklen eller komme ind i boligen. Ministeren for byer og landdistrikter og kommunalbestyrelsen kan med tilladelse fra ejendommens ejer eller bruger betræde et fællesareal.

Stk. 6 Formoder kommunalbestyrelsen på baggrund af de foranstaltninger, som kommunalbestyrelsen har gennemført som led i sin bistand til ministeren for byer og landdistrikters førelse af dennes tilsyn, at der er sket en overtrædelse af § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen anmelde forholdet til ministeren for byer og landdistrikter som tilsynsmyndighed. Anmeldelsen skal ledsages af de relevante oplysninger.

Stk. 7 De i stk. 1 og 2 nævnte myndigheder påser, at påbud og forbud efter denne lov efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.

Stk. 8 Bliver de i stk. 1 og 2 nævnte myndigheder opmærksom på et ulovligt forhold, skal den pågældende myndighed søge forholdet lovliggjort, medmindre der er tale om forhold af ganske underordnet betydning.

Stk. 9 Ministeren for byer og landdistrikter kan fastsætte nærmere regler for udøvelsen af kommunalbestyrelsens tilsynsvirksomhed.