Søsikkerhedsloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af søsikkerhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om sikkerhed til søs

Lov nr. 900 af 16. december 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 221 af 11. februar 2022,
som ændret ved lov nr. 243 af 07. marts 2023 og lov nr. 1773 af 28. december 2023

Kapitel 2 1 Forskrifter vedrørende skibes bygning, udstyr og drift m.v.
§ 2

Ethvert skib skal være bygget og udstyret og skal drives således, at menneskeliv på søen er sikret fuldt betryggende, og således, at det er egnet til det formål, det til enhver tid er bestemt for. Der skal tages mest muligt hensyn til beskyttelse mod forurening.

Stk. 2 Skibet skal være forsynet med navigeringsmidler, maskinanlæg, radioanlæg, redningsmateriel, lægemidler samt brandsikrings- og brandslukningsmidler i et sådant omfang, at de ombordværende, skibet og ladningen er sikret bedst muligt.

Stk. 3 Skibets arbejdssteder og opholdsrum m.v. skal være indrettet således, at der tages mest muligt hensyn til sikkerheden og sundhedstilstanden om bord og de ombordværendes velbefindende samt deres beskyttelse mod skadelige påvirkninger.

Stk. 4 Skibet skal være forsynet med konstruktionsmæssige og tekniske indretninger til beskyttelse mod forurening.

§ 3

Erhvervsministeren kan fastsætte regler om skibes bygning, udstyr og drift, herunder om, Bekendtgørelse om fravigelse af krav på Søfartsstyrelsens område i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19)

  • 1) hvornår og efter hvilke retningslinjer et skib skal synes, eftersyn, godkendelse og afprøvning af materiel, krav, der skal stilles til skibes stabilitet, lastelinjer og dybgangsmærker, og rederens og skibsførerens pligter i forbindelse hermed, samt om værfters og andre virksomheders anmeldelse af ombygninger af skibe,

  • 2) sikkerhedsstyringssystemer for skibe og rederier,

  • 3) hvilke love, forskrifter, certifikater og skibsbøger, herunder skibsplaner i forbindelse med forebyggelse af forurening fra skibe, samt tilsynsbøger der skal være om bord, og om autorisation, indretning og førelse af bøgerne, samt om, hvilke opslag der skal være anbragt om bord,

  • 4) skibsjournaler i forbindelse med forebyggelse af forurening, herunder om autorisation af journalerne og ansvaret for disses førelse og opbevaring, samt om kontrollen hermed,

  • 5) maritim sikring med sigte på at forebygge terrorhandlinger m.v. mod skibe,

  • 6) hjælpemidler og materialer, om disses indretning og mærkning, anvendelse, vedligeholdelse og pasning, om sikkerhedsarbejdet, om rederens og andre arbejdsgiveres pligter i forbindelse med de søfarendes arbejds- og levevilkår om bord, herunder de sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold, hvorunder arbejde om bord, som ikke er omfattet af lov om arbejdsmiljø, skal udføres,

  • 7) skibets sikkerheds-, brand- og redningstjeneste, sundhedsforholdene og renligheden om bord, sygdomsbehandlernes sundhedsuddannelse, arbejdsmedicinske undersøgelser, udgifternes afholdelse i forbindelse hermed, samt rederens og andre arbejdsgiveres og arbejdstagerens pligter i denne forbindelse,

  • 8) ansvarsområdet for skibsofficerer og andre om bord, der har ledende stillinger,

  • 9) forebyggelse mod at få blindpassagerer om bord samt behandlingen af blindpassagerer om bord,

  • 10) mærkning, lastning, transport og losning af farligt gods og anden ladning, der kræver særlige foranstaltninger af hensyn til skibets og menneskelivs sikkerhed og beskyttelse mod forurening, herunder om terminaloperatørers kvalitetsstyringssystemer for lastning og losning af bulkskibe, og

  • 11) transport af levende dyr.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan for udenlandske skibe, der efter regler fastsat i medfør af § 1, stk. 3, er omfattet af loven, fastsætte regler om de forhold, som er omfattet af FN’s Internationale Arbejdsorganisations konvention om søfarendes arbejdsforhold eller FN’s Internationale Arbejdsorganisations konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om skærpede sikkerhedskrav for skibe, hvis sejlads i arktiske farvande udgør en særlig risiko for ombordværende på skibet eller det arktiske miljø, herunder regler om brug af lods, der er certificeret til sejlads i det pågældende område.

§ 4

Erhvervsministeren kan fastsætte regler om levering, markedsføring og fremstilling af fritidsfartøjer, skibsudstyr, personlige værnemidler og andre produkter, som anvendes om bord i skibe.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om forhold, som afsenderen skal iagttage ved transport af gods til søs.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om anmeldelsespligt til danske og udenlandske søfartsmyndigheder vedrørende ulykker og andre hændelser til søs og om danske myndigheders indberetning heraf til den europæiske informationsplatform for ulykker til søs.

Stk. 4 Søfartsstyrelsen kan påbyde, at den, der markedsfører et fartøj eller et produkt som nævnt i stk. 1, og som anvendt i overensstemmelse med sin bestemmelse kan frembyde fare for sikkerhed, sundhed eller miljø, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til afværgelse heraf. Det kan herunder påbydes,

  • 1) at levering eller markedsføring af de pågældende fartøjer eller produkter skal standses, og

  • 2) at de pågældende produkter eller fartøjer skal tilbagekaldes fra markedet.

Stk. 5 Myndigheder, som forestår tilsyn med regler fastsat i medfør af stk. 1 vedrørende produkter omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om skibsudstyr eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fritidsfartøjer og personlige fartøjer, kan anvende de kontrolbeføjelser, som er tillagt kontrolmyndigheden i lov om produkter og markedsovervågning, i det omfang de pågældende kontrolbeføjelser ikke allerede følger af denne lov.

§ 5

For skibe, hvis køl er lagt, eller som er på tilsvarende konstruktionsstadium, på det tidspunkt da nye regler udstedt efter §§ 3 og 4 træder i kraft, kan det fastsættes, at de nye regler ikke eller ikke i fuldt omfang skal finde anvendelse. Der skal herved tages rimeligt hensyn til beskyttelse mod forurening, sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold samt skibets art og anvendelse.

Stk. 2 For skibe under 20 BRT, med en bruttotonnage under 20 eller med en længde under 15 m og for bevaringsværdige skibe kan der fastsættes lempeligere regler, der fraviger bestemmelserne i § 2.