Sundhedsloven § 179

Denne konsoliderede version af sundhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 546 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 247 af 12. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 1638 af 26. december 2013, lov nr. 907 af 21. juni 2022 og lov nr. 1778 af 28. december 2023

Indberetning til politiet
§ 179

Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive indberetning til politiet,

  • 1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde,

  • 2) når en person findes død,

  • 3) når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægefaglige grunde,

  • 4) når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadesikring,

  • 5) når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom,

  • 6) når dødsfald forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, eller

  • 7) når det i øvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have politimæssig interesse.

Stk. 2 Ved dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives den indberetning, der er nævnt i stk. 1, af den ledende læge.