Kapitel 5 Fritagelse for forvandlingsstraf for bøde
En ansøgning om fritagelse for at udstå forvandlingsstraf for bøde på grund af den pågældendes helbredsforhold indsendes af politidirektøren til Direktoratet for Kriminalforsorgen med en udtalelse, hvis afgørelsen om forvandlingsstraf fastholdes. I andre tilfælde behandles ansøgningen efter reglerne i bødebekendtgørelsens kapitel 3 om eftergivelse af bøde.
Stk. 2 Politidirektøren foretager en afhøring af den dømte, medmindre det efter indholdet af ansøgningen ikke er nødvendigt.
Stk. 3 Politidirektøren skal gøre den pågældende bekendt med, at fritagelse som nævnt i stk. 1, 1. pkt., i givet fald ikke medfører bortfald af forpligtelsen til at betale den bøde, forvandlingsstraffen skulle have trådt i stedet for.