Undergrundsloven Kapitel 8

Denne konsoliderede version af undergrundsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om anvendelse af Danmarks undergrund

Lov nr. 293 af 10. juni 1981,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1461 af 29. november 2023

Kapitel 8 Tilsyn m.v.
§ 25

Klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med, at denne lov og regler og vilkår udfærdiget i medfør af loven overholdes. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan meddele påbud om overholdelse af loven og forskrifter udstedt i medfør heraf. Klima-, energi- og forsyningsministeren overvåger virksomhed omfattet af denne lov med henblik på at identificere potentialer for tredjepartsadgang.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om udøvelsen af tilsynet.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan pålægge rettighedshaveren at betale udgifterne ved myndighedernes sagsbehandling i medfør af denne lov, og kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 26

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i forbindelse med behandling af sager, udøvelse af tilsyn eller overvågning af virksomhed omfattet af denne lov indhente oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af disse opgaver, hos rettighedshavere omfattet af loven. Ministeren kan endvidere pålægge en rettighedshaver at indsende prøver, rådata, bearbejdningsresultater, fortolkninger og vurderinger og tekniske og økonomiske oplysninger i forbindelse hermed og fastsætte frister for indsendelse af sådanne oplysninger.

Stk. 2 Rettighedshavere skal meddele alle oplysninger om miljø- og naturbeskyttelsesforhold, som er fornødne for klima-, energi- og forsyningsministerens tilsyn med deres virksomhed efter denne lov. Ministeren kan i forbindelse med tilsynet pålægge en rettighedshaver at meddele oplysninger om eller foretage undersøgelser af nærmere bestemte forhold vedrørende naturbeskyttelse.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ikke pålægge en rettighedshaver at give oplysninger om sine aktuelle eller planlagte leverandører, medmindre dette sker med henblik på at varetage de formål, der er angivet i EF-traktatens artikel 30.

Stk. 4 Oplysninger, som klima-, energi- og forsyningsministeren modtager i forbindelse med tilsyn og behandling af sager eller ved overvågning af virksomhed omfattet af denne lov, er undergivet tavshedspligt efter § 152, § 152 a, 1. pkt., og § 152 c i straffeloven.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om indhentning og indsendelse af oplysninger.

§ 27

Tilsynsmyndighedens medarbejdere har, hvor der skønnes at være en nærliggende risiko for en uhensigtsmæssig anvendelse eller udnyttelse af undergrunden, uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til alle dele af virksomheden.

Stk. 2 Det kan i tilladelser efter denne lov bestemmes, at repræsentanter for tilsynet skal kunne overvære møder i rettighedshaverens besluttende organer og andre samarbejdsorganer, der oprettes i forbindelse med virksomhed, der er omfattet af tilladelsen. Tilsynet skal indkaldes med samme varsel og have samme materiale, herunder mødereferater, som de øvrige deltagere.