Universitetsloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af universitetsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om universiteter

Lov nr. 403 af 28. maj 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 391 af 10. april 2024

Kapitel 6 1 Forskellige bestemmelser
§ 34

Retlige spørgsmål ved universitetets afgørelser om studerendes forhold kan indbringes for ministeren efter regler fastsat af denne. Karakterskalabekendtgørelsen Bekendtgørelse om særskilte moduler

Stk. 2 Ministeren kan bestemme, at andre kan klage til ministeren over retlige spørgsmål i forbindelse med et universitets afgørelser.

§ 35

Ministeren kan efter ansøgning fra universitetet godkende, at fonde og foreninger bidrager til universitetets forskningsbaserede uddannelser, hvis de pågældende fondes og foreningers ansættelsesregler ikke strider mod statens ansættelsesregler.

§ 36

Ministeren kan undtagelsesvis og i begrænset omfang godkende fravigelser fra lovens styrelsesbestemmelser, jf. kapitel 3, efter forslag fra universitetet.

§ 36a

Ministeren kan bemyndige en statslig myndighed under ministeriet eller, efter forhandling med vedkommende minister, andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages.

Stk. 3 Ministeren kan fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.