Kapitel 25 1 Tilsyn, kontrol m.v.
I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation har de ved en fejl udeladt et §-tegn før "...12 b, stk. 1 og 2.". Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 11 b og § 12 b, stk. 1 og 2. Finanstilsynet er endvidere ansvarligt for tilsynet efter § 32, stk. 3, nr. 1, jf. § 32, stk. 6, i revisorloven, for så vidt angår virksomheder underlagt tilsyn af Finanstilsynet. Finanstilsynet påser overholdelsen af artikel 37-42 i Kommissionens forordning nr. 1031/2010 af 12. november 2010 (CO2-auktionerings-forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 236/2012 af 14. marts 2012 (shortsellingforordningen) og regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 (EMIR-forordningen), bortset fra afsnit 6 og 7, og regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og regler udstedt i medfør heraf samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014/EU af 23. juli 2014 (CSD-forordningen) og regler udstedt i medfør heraf. Finanstilsynet påser overholdelsen af forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked.
Stk. 2
I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation har de ved en fejl udeladt "af" før "§ 131 i lov om forvaltere...".
Henvisningerne til investeringsforeningsloven er ved en fejl ikke blevet ændret efter den tidligere investeringsforeningslov blev ophævet den 22. juli 2014.
Finanstilsynet skal for udstedere af værdipapirer med hjemsted i Danmark kontrollere, at reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 183-193 i lov om finansiel virksomhed, §§ 82 og 83 i lov om investeringsforeninger m.v. , af § 131 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og årsregnskabsloven er overholdt, hvis værdipapirerne er optaget til handel på et reguleret marked her i landet, i et andet land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Finanstilsynet skal tillige kontrollere, at regler udstedt i medfør af § 196 i lov om finansiel virksomhed og § 95 i lov om investeringsforeninger m.v. og § 131 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. samt årsregnskabsloven er overholdt, ligesom Finanstilsynet kontrollerer overholdelse af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder. Finanstilsynet udøver i den forbindelse de beføjelser, der er tillagt Finanstilsynet i henhold til § 197 i lov om finansiel virksomhed § 77 i lov om investeringsforeninger m.v., og § 159 a i årsregnskabsloven. Ved behandling af sager, der vedrører virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, træder Erhvervsstyrelsen i Finanstilsynets sted.
Stk. 3 Kontrollen efter stk. 2 omfatter også kontrol af reglerne for finansiel information i års- og delårsrapporter fra udstedere, der har Danmark som hjemland ifølge regler fastsat i medfør af § 30, som disse regler er fastlagt i den regnskabslovgivning, de pågældende udstedere er omfattet af, jf. § 27, stk. 1. Ved udførelsen af kontrollen kan Finanstilsynet
-
1) yde vejledning,
-
2) påtale overtrædelser,
-
3) påbyde, at fejl skal rettes, og at overtrædelser skal bringes til ophør, og
-
4) give påbud om ændring af et forhold, herunder påbud om offentliggørelse af ændrede eller supplerende oplysninger.
Stk. 4 Hvis det skønnes hensigtsmæssigt, kan Finanstilsynet selv offentliggøre de pågældende oplysninger, offentliggøre påbuddet eller suspendere eller slette de berørte værdipapirer fra handel på et reguleret marked.
Stk. 5
Ved Finanstilsynets kontrol efter stk. 2-4 udøver Finanstilsynet de beføjelser, der følger af § 87, stk. 1-3, 6 og 10.
Stk. 6 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde anvende fremmed bistand, herunder i forbindelse med kontrol i henhold til stk. 2-4.
Stk. 7 § 346, stk. 4, og § 356 i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov.
Stk. 8 Vedrører kontrollen efter stk. 3, 1. pkt., jf. stk. 2, en ikkefinansiel virksomhed, finder § 156, stk. 3, i årsregnskabsloven og regler, der er udstedt i medfør heraf, om betaling af et årligt gebyr for den dermed forbundne kontrolaktivitet tilsvarende anvendelse.
Stk. 9 Finanstilsynet udarbejder årligt en liste over regulerede markeder til opfyldelse af artikel 47 i direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle instrumenter (MiFID-direktivet).
Stk. 10 Finanstilsynet afgiver i samarbejde med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen årligt til erhvervsministeren en rapport over status for udstedelse af regler om god værdipapirhandelsskik og om erfaringerne med reglernes anvendelse, jf. § 3, stk. 2.
Stk. 11 Regler udstedt i medfør af § 18, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 1, § 21, stk. 1, § 40, stk. 2, nr. 1, 2 og 4, § 52, stk. 1 og 2, § 54, stk. 4, og § 71, stk. 1, samt ændringer heri skal anmeldes til Finanstilsynet.
Stk. 12 En clearingcentral skal meddele Finanstilsynet, hvem der deltager direkte eller indirekte i clearingcentralen, samt eventuelle ændringer heri.
Stk. 13 Finanstilsynet skal i tilrettelæggelsen af tilsynsvirksomheden overveje de potentielle konsekvenser for den finansielle stabilitet i andre lande inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Det gælder navnlig i forbindelse med krisesituationer. Finanstilsynet skal for betydningsfulde datterselskaber af udenlandske virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i § 7, stk. 1, nævnte virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, deltage i eventuelle samarbejdsfora om tilsynet med den samlede koncern.
Finanstilsynet kan bestemme, at tilsynets beføjelser efter
-
1) § 23, stk. 2, § 23 a, stk. 1-3 og 5, § 31, stk. 8, § 44, stk. 2 og 5, og regler udstedt i medfør af § 23, stk. 7 og 8, § 24, stk. 2, § 29, stk. 7, § 32, stk. 4, § 43, stk. 3, og § 44, stk. 6, kan udøves på tilsynets vegne af henholdsvis en operatør af et reguleret marked og et selskab, der driver en alternativ markedsplads på nærmere fastsatte vilkår,
-
2) § 22, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 22, stk. 2, kan udøves på tilsynets vegne af en operatør af et reguleret marked på nærmere fastsatte vilkår,
-
3) § 27 a, stk. 1-3, artikel 19, stk. 1, 2, 5, 7 og 11, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og § 30 og regler udstedt i medfør af § 33, stk. 5, kan udøves på tilsynets vegne af en operatør af et reguleret marked på nærmere fastsatte vilkår,
-
4) § 83, stk. 1, til at påse overholdelsen af bestemmelserne i § 29, stk. 1-6, § 31, stk. 1, og § 32, stk. 1 og 3, kan udøves på tilsynets vegne af en operatør af et reguleret marked henholdsvis det selskab, der driver en alternativ markedsplads på nærmere fastsatte vilkår og
-
5) § 83, stk. 1, til at påse overholdelsen af bestemmelserne i § 27 og § 33, stk. 1, kan udøves på tilsynets vegne af en operatør af et reguleret marked på nærmere fastsatte vilkår.
Stk. 2 En operatør af et reguleret marked eller et selskab, som driver en alternativ markedsplads, der har fået tillagt beføjelser efter stk. 1, kan kræve betaling for varetagelse af opgaver, der følger af disse beføjelser.
Stk. 3 En operatør af et reguleret marked eller et selskab, som driver en alternativ markedsplads, der har fået tillagt beføjelser efter stk. 1, skal opfylde kap 3-7 i forvaltningsloven samt lov om offentlighed i forvaltningen, når den træffer afgørelse inden for de delegerede områder, jf. stk. 1.
Stk. 4 Bestemmelserne i § 84 a, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på operatører af regulerede markeder henholdsvis selskaber, som driver alternative markedspladser, der har fået tillagt beføjelser efter stk. 1.
Stk. 5 Bestemmelserne i § 84 b, stk. 1, og stk. 2, nr. 4, 6 og 7, finder tilsvarende anvendelse, i det omfang operatører af regulerede markeder henholdsvis selskaber, som driver alternative markedspladser har fået tillagt beføjelser efter stk. 1.
Stk. 6 Finanstilsynet træffer ved bekendtgørelse beslutning om delegation efter stk. 1.