En operatør af et reguleret marked skal fastsætte klare og gennemsigtige regler for optagelse af værdipapirer til handel på det regulerede marked. Reglerne skal sikre, at værdipapirer, der optages til handel, kan handles på en redelig, velordnet og effektiv måde, og at de, når det er værdipapirer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, er frit omsættelige. For derivater skal reglerne særligt sikre, at derivatkontrakten udformes på en måde, der sikrer en korrekt prisdannelse og effektive afviklingsbetingelser.
Stk. 2 En operatør af et reguleret marked skal ved optagelse af værdipapirer til handel på det regulerede marked sikre sig, at reglerne fastsat i medfør af stk. 1 er overholdt, og at der foreligger et godkendt og offentliggjort prospekt, jf. § 23, stk. 2, og § 24, stk. 1.
Stk. 3 En operatør af et reguleret marked kan uden udstederens samtykke optage et værdipapir til handel på det regulerede marked, hvis værdipapiret med udstederens samtykke er optaget til handel på et andet reguleret marked her i landet eller i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Operatøren af det regulerede marked skal oplyse udstederen om, at udstederens værdipapirer er optaget til handel på det regulerede marked.
Stk. 4 Ved optagelse af et værdipapir til handel efter stk. 3 påhviler overholdelsen af denne lovs regler om oplysningsforpligtelser for udstedere og om prospekter den, der foranlediger optagelse af værdipapiret til handel.
Stk. 5 En operatør af et reguleret marked kan med Finanstilsynets forudgående godkendelse optage instrumenter, der ikke er omfattet af § 2, stk. 1, til handel på det regulerede marked.