Værnepligtorlovloven

Denne konsoliderede version af værnepligtorlovloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om værnepligtsorlov og om orlov ved forsvarets udsendelse af lønmodtagere til udlandet

Lov nr. 148 af 17. april 1985,
jf. lovbekendtgørelse nr. 309 af 3. marts 2011

Der er ingen senere ændringer til denne lov.

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov
Kapitel 1 Lovens formål og område
§ 1

Loven omfatter følgende grupper:

  • 1) Værnepligtige mænd og kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår, som har modtaget meddelelse om tidspunktet for indkaldelse, jf. dog stk. 2.

  • 2) Lønmodtagere, der i uafbrudt fortsættelse af værnepligtstjenesten tegner kontrakt om reaktionsstyrkeuddannelse, jf. dog stk. 3.

  • 3) Lønmodtagere, der tegner kontrakt med forsvaret om at stille sig til rådighed med henblik på udsendelse til udlandet, jf. dog stk. 2 og 4.

  • 4) Lønmodtagere, der tegner kontrakt med forsvaret om udsendelse til udlandet, jf. dog stk. 2 og 5.

Stk. 2 Det er en betingelse for at være omfattet af stk. 1, nr. 1, 3 og 4, at lønmodtageren ved indkaldelsen eller kontraktindgåelsen i mindst 9 måneder vil have været ansat uafbrudt i samme virksomhed gennemsnitligt mere end 8 timer ugentligt. Hvis et ansættelsesforhold følger i umiddelbar forlængelse af lære-, elev- eller praktiktid, medregnes denne i de 9 måneder.

Stk. 3 Det er en betingelse for at være omfattet af stk. 1, nr. 2, at lønmodtageren underretter arbejdsgiveren om reaktionsstyrkeuddannelseskontrakten senest 14 dage efter kontraktindgåelsen.

Stk. 4 Det er en betingelse for at være omfattet af stk. 1, nr. 3, at lønmodtageren underretter arbejdsgiveren om rådighedskontrakten senest 14 dage efter kontraktindgåelsen.

Stk. 5 Det er en betingelse for at være omfattet af stk. 1, nr. 4, at lønmodtageren underretter arbejdsgiveren om kontraktperioden senest 14 dage efter kontraktindgåelsen.

Kapitel 2 Værnepligtige lønmodtagere
§ 2

En værnepligtig mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår har ret til fravær fra arbejdet på grund af aftjening af værnepligt.

Stk. 2 En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi han vil udnytte retten til fravær på grund af aftjening af værnepligt eller har været fraværende af denne grund.

Stk. 3 En arbejdsgiver må heller ikke i øvrigt afskedige en lønmodtager på grund af aftjening af værnepligt.

§ 3

En lønmodtager optjener ikke anciennitet under aftjening af værnepligt.

§ 4

Den værnepligtige mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår skal underrette arbejdsgiveren om tidspunktet for indkaldelsen senest to uger efter, at han har modtaget meddelelse herom.

Stk. 2 Afgiver lønmodtageren ikke underretning efter stk. 1, kan arbejdsgiveren hæve ansættelsesforholdet fra indkaldelsesdagen.

§ 5

En værnepligtig mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår, der udnytter sin ret til fravær efter § 2, skal senest 14 dage efter modtagelse af meddelelsen af det forventede hjemsendelsestidspunkt underrette arbejdsgiveren om, hvornår vedkommende påregner at genoptage arbejdet efter aftjent værnepligt.

Stk. 2 Lønmodtageren skal senest 14 dage efter modtagelsen af en meddelelse om ændring i det forventede hjemsendelsestidspunkt underrette arbejdsgiveren herom.

Stk. 3 Underretter lønmodtageren ikke arbejdsgiveren efter stk. 1 og 2, anses ansættelsesforholdet for opsagt fra lønmodtagerens side til det tidspunkt, hvor hjemsendelsen finder sted, uanset længden af det varsel, der gælder fra lønmodtagerens side i ansættelsesforholdet.

§ 6

En værnepligtig mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår, som efterkasseres eller på anden måde hjemsendes før tiden, skal senest 14 dage efter hjemsendelsen underrette arbejdsgiveren herom. Arbejdsgiveren bestemmer, hvornår arbejdet skal genoptages.

Stk. 2 Lønmodtageren har dog ret til at genoptage arbejdet 4 måneder efter efterkassations- eller hjemsendelsestidspunktet. Har lønmodtageren afgivet varsel efter § 5, stk. 1, har han ret til at genoptage arbejdet til det tidspunkt, der er angivet i varslet.

Stk. 3 Afgiver lønmodtageren ikke underretning efter stk. 1, anses ansættelsesforholdet for opsagt fra lønmodtagerens side til det tidspunkt, hvor efterkassationen eller hjemsendelsen finder sted.

§ 7

Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale, vedtægter eller regulativer fraviges til ugunst for den værnepligtige mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår.

§ 8

§ 4, stk. 2, § 5, stk. 3, og § 6, stk. 3, finder ikke anvendelse på værnepligtige mænd eller kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår, der er ansat som tjenestemænd i henhold til lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken.

§ 9

Afskediges en værnepligtig mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende vilkår i strid med § 2, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse.

Stk. 2 Godtgørelsen, der ikke kan overstige 26 ugers løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

§ 10

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte særlige regler for søfarende.

§ 11

For lønmodtagere, der er omfattet af denne lov, finder § 6, stk. 1 og 3, i lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer ikke anvendelse.

Kapitel 3 Lønmodtagere, der har kontrakt med forsvaret
§ 11a

Lønmodtagere omfattet af § 1, stk. 1, nr. 3, skal, senest 14 dage efter at de har modtaget meddelelse om, at de er indkaldt i medfør af kontrakten, underrette arbejdsgiveren herom. Såfremt indkaldelse sker med mindre end 4 ugers varsel, skal arbejdsgiveren underrettes uden ugrundet ophold.

Stk. 2 Afgiver lønmodtageren ikke underretning efter stk. 1, kan arbejdsgiveren hæve ansættelsesforholdet fra indkaldelsesdagen.

§ 11b

Bestemmelserne i §§ 2, 3 og 5-11 finder tilsvarende anvendelse for lønmodtagere omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2-4.

Kapitel 4 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser mv.
§ 12

Loven træder i kraft den 1. juli 1985 og har virkning for værnepligtige lønmodtagere, der den 1. juli 1985 eller senere modtager meddelelse om tidspunktet for indkaldelsen.

§ 13

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.