Beviser, der udfærdiges til elever eller kursister efter reglerne i §§ 13-15, har samme retsvirkning som beviser, der er udstedt efter de almindelige regler på børne- og undervisningsområdet, herunder i forhold til optagelse på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.
Stk. 2 En kursist på hf-enkeltfag, der, jf. § 1, stk. 1, ikke kan afslutte eksamensprojektet med mundtlig prøve i forårssemesteret 2020, er uanset bestemmelserne i § 41, stk. 3, og § 47 i lov om de gymnasiale uddannelser ikke af den grund afskåret fra efter anmodning, der skal fremsættes senest den 1. februar 2021, at få udfærdiget et bevis for en sammenstykket højere forberedelseseksamen.
Stk. 3 Selvstuderende, der i medfør af § 8, stk. 2, ikke kan aflægge prøve i et eller flere fag, er ikke af den grund afskåret fra efter anmodning, der skal fremsættes senest den 1. august 2020, at få udfærdiget et bevis for en sammenstykket eksamen efter de almindelige regler herom.