Et medlem kan blive fritaget for at betale medlemsbidraget, bortset fra administrationsbidraget, hvis medlemmet:
-
1) Er blevet frihedsberøvet i mere end 30 dage. Det gælder dog ikke, hvis medlemmet under frihedsberøvelsen arbejder uden for Kriminalforsorgens institutioner. Fritagelsen ophører ved løsladelsen.
-
2) Er ledig, tilmeldt som arbejdssøgende i jobcenteret, og retten til dagpenge er ophørt.
-
3) Er voksenlærling, fyldt 30 år, betaler efterlønsbidrag, jf. dog § 11, og er omfattet af en uddannelsesaftale, der er indgået i henhold til §§ 154-160 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
-
4) Er fyldt 30 år, følger en erhvervsmæssig uddannelse, der giver ret til dagpenge efter lovens § 54, og betaler efterlønsbidrag, jf. dog § 11. Fritagelsen er betinget af, at
-
a) de samlede indtægter fra beskæftigelse, SU, SVU eller lignende, dog ikke førtidig udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter § 15 a i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, under uddannelsen ikke overstiger det maksimale dagpengeniveau, jf. §§ 47 og 70 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog stk. 2, eller elevlønnen, og
-
b) indkomst- eller beskæftigelseskravet ved uddannelsens start enten er opfyldt eller har været opfyldt på grundlag af beskæftigelse, jf. lovens § 53, stk. 2, og stk. 3, nr. 1-3 eller § 53, stk. 8, nr. 1 og 2 og § 53, stk. 9, nr. 1-3, og dagpengeretten består, jf. lovens § 55, stk. 1, 2.
-
-
5) Er under 30 år, og følger en erhvervsmæssig uddannelse, der giver ret til dagpenge efter lovens § 54. Fritagelsen er betinget af, at de samlede indtægter fra beskæftigelse, SU, SVU eller lignende, dog ikke førtidig udbetaling af tilgodehavende feriemidler efter § 15 a i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, under uddannelsen ikke overstiger det maksimale dagpengeniveau, jf. §§ 47 og 70 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dog stk. 2, eller elevlønnen.
Stk. 2 Uanset stk. 1, nr. 4, litra a og nr. 5, 2. pkt., kan de samlede indtægter fra den 1. januar 2022 ikke overstige 120,67 pct. af den højeste dagpengesats, jf. §§ 47 og 70 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., for medlemmer, som deltager i en uddannelse, som berettiger til støtte inden for klippekortet efter lov om Statens Uddannelsesstøtte. Betingelserne i stk. 1, nr. 4 eller 5, skal fortsat være opfyldt.
Stk. 3 Medlemmet skal skriftligt anmode a-kassen om fritagelse. Medlemmet bliver fritaget fra den dato, hvor a-kassen har modtaget anmodningen. Er medlemmet blevet frihedsberøvet i Danmark, gælder fritagelsen fra frihedsberøvelsens start.
Stk. 4 Er medlemmet ledig, jf. stk. 1, nr. 2, kan medlemmet højst blive fritaget for 6 måneder ad gangen.
Stk. 5 For uddannelsessøgende, jf. stk. 1, nr. 4 og 5, gives fritagelse for 1 år ad gangen i op til sammenlagt 5 år. Fritagelsen ophører, når medlemmet afslutter eller ophører med uddannelsen.
Stk. 6 For uddannelsessøgende, jf. nr. 5, kan a-kassen vælge automatisk at forlænge perioden for fritagelse, når den ét-årige periode er udløbet. Det forudsættes, at pågældende modtager underretning herom, og at pågældende ikke har givet besked om, at betingelserne for fritagelse ikke længere er opfyldt.
Stk. 7 Medlemmet kan ikke blive fritaget, hvis medlemmet modtager hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik eller lignende lovgivning.
Stk. 8 Medlemmet kan ikke blive fritaget, hvis medlemmet ønsker at gøre brug af muligheden for efterløn, selvom dagpengeretten er udløbet, jf. lovens § 74 a, stk. 8.
Stk. 9 Medlemmet kan ikke få ydelser fra a-kassen i den periode, hvor medlemmet er fritaget for at betale bidrag.
Stk. 10 Medlemmet skal efterbetale medlemsbidraget for fritagelsesperioden, hvis det efterfølgende viser sig, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for at være fritaget, også selvom den fejlagtige fritagelse skyldes en fejl fra a-kassens side. Hvis medlemmet er fritaget efter stk. 1, nr. 2, skal der dog kun efterbetales for de dage eller den periode, hvor medlemmet havde arbejde. A-kassen skal opkræve det skyldige medlemsbidrag efter proceduren i lovens § 78.