Personer omfattet af § 1, nr. 1-5, 7 og 8, personer omfattet af § 1, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, og personer omfattet af § 1, nr. 10, har inden for en frist på mindst 8 dage pligt til digitalt selv at booke jobsamtaler efter § 34 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Jobsamtalen skal holdes senest en uge efter bookingfristens udløb. Pligten til selv at booke jobsamtale gælder uanset, om jobsamtalen skal holdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde.
Stk. 2 Det er en betingelse for pligt til selvbooking, at personen forinden er blevet vejledt om selvbooking og om konsekvenserne af manglende selvbooking. Arbejdsløshedskassen vejleder personer omfattet af § 1, nr. 1, om pligt til selvbooking.
Stk. 3 For personer, der er fritaget fra at være aktivt jobsøgende og fra at stå til rådighed for henvist job efter § 56 i denne bekendtgørelse og §§ 96, 97 a og 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal jobcenteret på anden vis end på Jobnet skriftligt meddele personen, at personen har fået en frist for booking af jobsamtale, som er gjort tilgængelig på Jobnet, og at personen skal booke en jobsamtale inden udløb af denne frist.
Stk. 4 Personen har mulighed for at ombooke en jobsamtale inden for fristen til selvbooking i det omfang, der er ledige tider. Jobcenteret kan af hensyn til planlægningen af jobsamtaler beslutte, hvornår ombooking af en jobsamtale senest skal ske således, at eventuel ombooking sker i rimelig tid forud for, at jobsamtalen skal holdes. I de første 3 måneder, hvor arbejdsløshedskassen varetager kontaktforløbet, jf. § 27, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan arbejdsløshedskassen tilsvarende beslutte, hvornår ombooking af en jobsamtale senest skal ske for personer omfattet af § 1, nr. 1, jf. 2. pkt., bortset fra personer omfattet af § 27, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.