Bekendtgørelse om forbud mod ophold på og færdsel gennem forsvarets skydeområder og andre militære områder

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 64 af 30. januar 2002

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Bilag

  • Bilag 1 Bilag til »Bekendtgørelse om forbud mod ophold på og færdsel gennem forsvarets skydeområder og andre militære områder«.
§ 1

Ophold på og passage gennem forsvarets skydeområder er forbudt, når de i § 2, stk. 2, og § 3, stk. 2, nævnte afspærringsforanstaltninger på land og til vands er aktiveret.

Stk. 2 Offentlighedens adgang til de af § 2, stk. 1, og § 4, stk. 1, omfattede øvelsesområder/afspærringsområder på land skal dog tilgodeses, når hensynet til sikkerhed samt uddannelses- og øvelsesvirksomhed tillader dette. Bestemmelser om offentlighedens adgang til det enkelte øvelsesområde skal fremgå af drifts- og plejeplanen, ordensreglementet samt af afspærringsforanstaltningerne, herunder tilkendegivelser ved forbudstavler.

§ 2

Ved forsvarets faste skydepladser til lands afmærkes/angives afspærringsområdets grænser ved anvendelse af én eller flere af følgende metoder:

  • 1) Forbudstavler,

  • 2) sort-gule pæle,

  • 3) kæder/bomme,

  • 4) hegn, eller

  • 5) skydesignaler (kugle på mast).

Stk. 2 Afspærring ved skydeøvelser til lands sættes i kraft ved anvendelse af én eller flere af følgende metoder:
A) I dagslys
1) skydesignaler (kugle på mast evt. kombineret med blinklys på sort-gul stander),
2) forbudstavler (evt. belyste),
3) kæder og bomme, eller
4) poster og patruljer.
B) I mørke
Som under litra A) men efter de givne forhold hensigtsmæssigt suppleret med
1) belysning eller reflekterende materiale, eller
2) fast rødt lys.

§ 3

Afspærringsområder til vands med relation til et af forsvarets faste skydeområder på land afmærkes ved anvendelse af én eller flere af følgende metoder:

  • 1) Båkelinier,

  • 2) bøjer, eller

  • 3) forbudstavler.

Positioner for afspærringsområdernes grænser optrykkes hvert år i Efterretninger for Søfarende nr. 1. En fortegnelse over afspærringsområderne og oplysning om den myndighed, hvortil der kan rettes henvendelse vedrørende skydetider, fremgår af bilaget til nærværende bekendtgørelse.

Stk. 2 Afspærring af områder til vands med relation til et af forsvarets faste skydeområder på land sættes i kraft/aktiveres ved anvendelse af én eller flere af følgende metoder:

  • A) I dagslys

    • 1) skydesignaler (kugler eller diamanter på mast),

    • 2) signallys med hvidt blink, eller

    • 3) båker med eller uden fyr.

  • B) I mørke

    • 1) signal med rødt/hvidt vekselblink eller rødt fast lys, eller

    • 2) båker med eller uden fyr.

Stk. 3 Tidspunkter for afspærring af områderne til vands bekendtgøres i Efterretninger for Søfarende og i Farvandsefterretninger.

§ 4

Ved andre militære områder end skydeområderne afmærkes/angives afspærringsområder, som anført nedenfor i stk. 2.

Stk. 2 Til lands afmærkes/angives afspærringsområdets grænser ved brug af én eller flere af følgende metoder:

  • 1) Forbudstavler,

  • 2) sort-gule pæle,

  • 3) kæder/bomme,

  • 4) hegn, eller

  • 5) poster og patruljer.

§ 5

Afspærringsområder, hvori der foretages skydning, aktiveres 1 time før skydning påbegyndes.

Stk. 2 Ved overgang fra skydning i dagslys til skydning i mørke og omvendt aktiveres både dagslys- og mørkeforanstaltninger. Det samme gælder på dage, hvor vejrforholdene gør dette påkrævet.

Stk. 3 Afspærringsforanstaltningerne ophæves umiddelbart efter skydningens ophør, hvorefter afspærringen/aktiveringen ikke længere er i kraft.

Stk. 4 Ved visse skydepladser kan der forekomme permanente afspærringsområder. Disse områder er afmærket i overensstemmelse med reglerne i §§ 2 - 4.

§ 6

Overtrædelse af § 1, stk. 1, straffes med bøde.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2002.