Garantiformuen dækker berettigede indskud, som i henhold til lov har et socialt formål, og som er knyttet til særlige begivenheder i livet, jf. § 9, stk. 3, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning. Et indskud har et socialt formål i henhold til lov, når indskuddet har hjemmel i lov og er knyttet til særlige begivenheder eller hændelser i en indskyders liv, så som en indskyders ægteskab, skilsmisse, afskedigelse, invaliditet eller dødsfald, som det fremgår af bilag 1, nr. 1 og 3, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2 Garantiformuen dækker de i bilag 1, nr. 1 og 3, oplistede indskud. Det er dog en forudsætning for dækning af de i bilag 1, nr. 1, litra i, nævnte indskud, at det oprindelige krav imod skadeforsikringsselskabet udspringer af et krav omfattet af bilag 1, nr. 1, litra a-h, j-o, nr. 2 eller 3.
Stk. 3 Garantiformuen dækker de i stk. 1 og 2 berettigede indskud indtil et beløb svarende til 150.000 euro pr. berettiget indskyder indtil 6 måneder fra indsættelsen af beløbet, jf. § 9, stk. 3, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning, uanset om indskuddet står på en særskilt konto.