Inden udgangen af hvert kalenderår offentliggør Skatteforvaltningen en liste over de investeringsselskaber, som har indsendt meddelelse efter § 1. Listen offentliggøres på Skatteforvaltningens hjemmeside.
Stk. 2 For nyoprettede investeringsselskaber, for hvilke der er indsendt meddelelse i overensstemmelse med § 1, stk. 2, opdateres listen løbende, dog senest med udgangen af hvert kvartal.
Stk. 3 Optagelse på listen er ikke en forvaltningsretlig afgørelse om den skattemæssige kvalifikation af det pågældende investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19.
Stk. 4 Hvis Skatteforvaltningen kommer til kundskab om, at en investeringsenhed m.v., der ikke opfylder kravene til at være et investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, er optaget på listen ved en fejl, skal den pågældende investeringsenhed m.v. slettes fra listen ved næstkommende opdatering af listen, jf. stk. 2.
Stk. 5 Oplysninger indsendt af investeringsselskabet til Skatteforvaltningen om ændringer vedrørende andelsklasser i afdelinger, der allerede fremgår af listen, medtages ved næstkommende opdatering af listen. Opdatering af listen kan i dette tilfælde ske løbende og skal som minimum ske inden udgangen af hvert kvartal.
Stk. 6 Investeringsselskaber, der ikke længere opfylder betingelserne for at være aktiebaserede investeringsselskaber, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19 B, slettes fra listen for det efterfølgende kalenderår.