Bekendtgørelse om kommunernes medfinansiering af arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse og befordringsgodtgørelse til de forsikrede ledige Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1513 af 23. december 2014,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 358 af 8. april 2015

Kapitel 1 Anvendelsesområde
§ 1

Kommunerne skal bidrage til finansieringen af statens udgifter til arbejdsløshedsdagpenge (a-dagpenge), midlertidig arbejdsmarkedsydelse og befordringsgodtgørelse.

Stk. 2 I denne bekendtgørelse fastsættes regler for forvaltningen og opkrævningen af kommunernes bidrag og kommunernes og arbejdsløshedskassernes (a-kassernes) opgaver i forbindelse hermed. Videre fastsættes betingelserne og dokumentationen for beregningen af bidraget.

§ 2

Den enkelte kommune skal bidrage til statens udgifter til a-dagpenge og midlertidig arbejdsmarkedsydelse, der udbetales af en a-kasse til ledige a-dagpengemodtagere og modtagere af midlertidig arbejdsmarkedsydelse med ophold i kommunen.

Stk. 2 Den enkelte kommune skal også bidrage til statens udgifter til befordringsgodtgørelse, der udbetales af en a-kasse til ledige med ophold i kommunen.

Stk. 3 Kommunerne skal ikke bidrage til finansieringen af dagpenge under den lediges første 14 dages sygdom, jf. § 82 a, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 4 Kommunerne skal ikke bidrage til finansieringen af midlertidig arbejdsmarkedsydelse under den lediges første 14 dages sygdom, jf. § 52 o, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 5 Kommunerne skal ikke bidrage til a-dagpenge og midlertidig arbejdsmarkedsydelse til personer, der er omfattet af artikel 64 og 65 i forordning (EØF) 883/04.

Stk. 6 Kommunerne skal ikke bidrage, hvis udbetalingen af a-dagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse eller befordringsgodtgørelse er sket med urette. Det gælder, uanset om det fejludbetalte beløb skal betales tilbage af a-kassen eller den ledige. Kommunen skal heller ikke bidrage, hvis a-dagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse eller befordringsgodtgørelse er udbetalt med rette, men a-kassen mister retten til refusion på grund af fejl i a-kassens sagsbehandling.

Definitioner
§ 3

Ved en a-dagpengeuge forstås i denne bekendtgørelse ugen fra mandag - søndag.

Stk. 2 Ved en a-dagpengemåned forstås i denne bekendtgørelse den 4 eller 5 ugers periode, der begynder mandagen efter den næstsidste søndag i den ene måned og slutter den næstsidste søndag i den næste måned. Efter § 46, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ændre en a-dagpengemåned, når særlige forhold taler for det.

Stk. 3 Ved »aktive timer med lav medfinansiering« forstås i denne bekendtgørelse timer i en a-dagpengeuge, hvor den ledige deltager i tilbud om uddannelse efter § 32, stk. 1, nr. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og tilbud om virksomhedspraktik efter kapitel 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Ved »aktive timer med høj medfinansiering« forstås i denne bekendtgørelse timer i en a-dagpengeuge, hvor den ledige deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering, jf. § 32, stk. 1, nr. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Ved »passive timer« forstås timer i en a-dagpengeuge, hvor den ledige modtager a-dagpenge og ikke deltager i tilbud. Ved »passive timer med ret og pligt« forstås timer i en a-dagpengeuge, hvor den ledige har ret og pligt til at være i tilbud, men ikke er i tilbud, eller tilbuddet tillagt timer med beskæftigelse ikke har det foreskrevne omfang og varighed. Ved opgørelsen af ret og pligt medregnes tilbud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4 Ved »aktive timer med lav medfinansiering« forstås i denne bekendtgørelse desuden timer i en a-dagpengeuge, hvor den ledige deltager i tilbud om uddannelse efter § 75 p og 75 q, tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter § 75 m i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Ved »passive timer« forstås timer i en a-dagpengeuge, hvor den ledige modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse og ikke deltager i tilbud. Ved »passive timer med ret og pligt« forstås timer i en a-dagpengeuge, hvor den ledige har ret og pligt til at være i tilbud, men ikke er i tilbud, eller tilbuddet tillagt timer med beskæftigelse ikke har det foreskrevne omfang og varighed.

Stk. 5 Ved opholdskommune forstås i denne bekendtgørelse den kommune, hvor den ledige har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. reglerne i kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) og de regler, der er fastsat med hjemmel heri.

Stk. 6 Ved karensperiode forstås i denne bekendtgørelse en periode med udbetaling af a-dagpenge eller uddannelsesydelse som, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 82 a, stk. 4, ikke skal indgå i kommunernes medfinansiering. Ved opgørelsen af karensperioden medregnes uger med a-dagpenge og uddannelsesydelse, jf. dog § 34, stk. 2, efter den seneste indplacering i en a-dagpengeperiode.